søndag den 12. oktober 2014

Græskarhovederne står klar

Første dag af vores ferie har stået i det kreative tegn og med ungerne.
Vejret var jo skønt, så vi smuttede lige ned til den lokale forhandler af græskar og købte 5 stk. (45kr)

I min datters klasse har de en tradition for, at gaven man medbringer skal være hjemmelavet + indeholde et beløb svarende til ens klassetrin. Dvs. 5. kl. = 5kr.

Vi sad på terrassen, og frem kom disse hoveder.







Man kan vist godt se, hvilke der gik til de to fødselarer.

Faktisk har vores piger nu en alder, hvor denne aktivitet virkelig er sjov og hyggelig.
Tidligere har jeg alligevel skulle gøre det meste af arbejdet, fordi de ikke har haft kræfter nok, eller fordi kniven er så svær at styre.
Nu kan de både udhule, tegne et mønster og selv skære det ud, uden at jeg skal bekymre mig om, at kniven pludselig sidder i et lår eller en hånd :-)

Fortsat god ferie derude - hvis I er lige så heldige som mig.


Det er så skønt at høre fra jer læsere, så send mig endelig en kommentar på indlægget.

søndag den 21. september 2014

Festlig stemning

I sidste weekend var jeg så heldig, at en hel masse mennesker ville være med til at fejre mig, da jeg med en årgang 74 nu er trådt ind i de voksnes rækker :-)
Festen var sjov, og jeg havde lavet denne lille pynteting til baren.
Og hvis du er over atten år, må de kigge med på det næste billede...

Jeg fandt ideen på en facebookside, og her var der virkelig mange sjove udgaver af både mænd og kvinder, men man behøver nu ingen opskrift til at fremstille sådan en her.
Jeg startede bare med en magisk ring og med 6 fastmasker i denne. Derefter øgede jeg blot omgang for omgang til bunden passede med en dåseøl. Og så var det jo bare at hækle derudaf til højden også var korrekt.
Brysterne er lavet præcis på samme måde, men første omgang er bare i rødt garn og så blev der skiftet over til hudfarvet.
BH'en er af fri fantasi, og det er tanken, at hvis jeg skal lave flere modeller, så skal undertøjet jo netop være forskelligt - så heller ingen opskrift er nedskrevet her :-)

Nu kommer den hjem til min veninde i næste uge, for hun var så vild med den, at jeg bliver nødt til at give den til hende :-)

God søndag derude
Og du skal lige med et PS. have et billede af den kage min svigerinde har fremstillet til mig som surprise på selve dagen.
Det er jo lige mig :-)

torsdag den 18. september 2014

Siden sidst

Kære blogfølgere
Det føles som en evighed siden, at jeg sidst har befundet mig her i blogland, og når sandheden skal frem, så er det jo ikke kun en følelse men den faktiske sandhed...

Men nu må det være tiden, at jeg igen giver lidt lyd fra mig.
Sommeren gik med 6 uger i Thailand, og jeg havde kun 6 nøgler garn med mig. Det var ret vildt at give totalt slip på sin afhængighed af garn og håndarbejdet, men også samtidig fedt. For jeg troede jo slet ikke, at jeg kunne undvære det, og nu har det så vendt 180 grader til, at jeg nu slet ikke kan komme i gang igen...

Det eneste projekt jeg har lavet på 2 måneder er dette sjal. Jeg har kun arbejdet på det i forskellige fly, lufthavne, busser eller toge, for hele vores rejseform med rygsæk og rejsen fra sted til sted hele tiden, indbød mere til at tale med andre mennesker, end at sætte sig og hækle...
Nu vil det så blive sådan, at hver gang jeg finder det frem, vil det minde mig om vores skønne rejse, og lige præcis derfor beholder jeg det helt til mig selv denne gang.

Det er naturligvis mit yndlingssjal fra Drops og hæklet i skøn alpaka fra Pickles.
Jeg skal ikke belemre dig med flere links og beskrivelser af sjalet, for nu må det være mit 4. eller 5. af slagsen, så du har let ved at finde det i nogle af mine andre opslag.

Og ellers vil jeg slutte af med at anbefale sådan en tur med sine unger. Det er så intens samvær og sådan en dejlig oplevelse, at jeg ville ønske det muligt for alle. Har du spørgsmål eller brug for fif, så skal du være velkommen til at skrive, og jeg skal forsøge at hjælpe så godt det kan lade sig gøre.

mandag den 28. juli 2014

Sjal igen igen...

Bliver jeg mon nogensinde træt af det her sjal?

Jeg er simpelthen blevet så glad for mønsteret, og derfor har jeg endnu engang fremstillet et eksemplar... Se de tidligere udgaver i turkis her og det flotte hvide i mohair til konfirmanden her.

Denne gang har jeg dog lavet det rigtig stort, og det kommer til at blive et hit ude på mit arbejde i kolde timer efter ferien engang.


Det er dejligt stort, og letheden i sjalet gør, at det kan bruges hele året.
Det er naturligvis lavet noget skønt garn - nemlig alpaka fra Pickles.

Min veninde forstod ikke hækleopskriften fra Drops, og da vi ikke kunne finde tid til at mødes, lavede jeg i stedet en lille film til hende (eller rettere min søde datter filmede mig).

Og da jeg så besøgte hende nogle dage senere, lå der allerede ca. 30 cm sjal hos veninden :-)
Dejligt at se, at det kunne hjælpe hende i gang.

Egentlig var videoen privat og kun til hende, men jeg har besluttet mig for at dele den her på bloggen, for mon ikke andre kan have svært ved at knække et diagram i en opskrift?
I hvert fald skal du have mulighed for at se den lige her, og så kan du også lige nyde min skønne datter.
Diagrammet får du lige her, for det kan godt være lidt svært at se det på filmen.



Skal du finde selve opskriften på Drops' hjemmeside, så finder du den her. Mønsteret hedder 150-9.
Fortsat god sommer. Håber du har masser af tid til kreative projekter ;-)

søndag den 22. juni 2014

Tæppe a la afghan... #8

Jeg kan se, at det er ved at være et stykke tid siden, at du har fået en update på mit tæppe a la afgahn, og det har faktisk også ligget lidt stille.
Projektet er stadig fantastisk, og jeg er vild med at finde på ideer til design af de forskellige felter.
I dag har jeg endnu 2 færdige til projektet, og dem skal du har få at se:


Som du kan se, så har jeg haft gang i dobbelt perlestrik og med to tråde.
Det har resulteret i et tæt og lækkert felt, og jeg kan godt se, at jeg fremadrettet vil foretrække felter uden for mange huller, for jeg tænker, at det er mest lækkert at ligge med på sofaen.

Andet felt har jeg selv fundet på. Jeg har hele tiden flyttet en maske til siden og dermed fået lavet det skrå look:


Nemt at gå til...
Og så langt er jeg samlet set kommet... Nærmer mig halvvejs... 9 ud af de 20 planlagte :-)

onsdag den 11. juni 2014

QR-koder på symaskinen

Jeg har leget lidt til min undervisning i håndarbejde.
Efter sommerferien kommer faget jo til at hedde håndværk og design, og jeg er spændt på, hvilke nye tiltag der skal ske.
En ting må dog være sikkert. Eleverne skal vel fortsat have mulighed for at lære at sy på symaskine (håber jeg da).
Jeg har nu undervist i mange år i faget, og hver gang der skal gang i en symaskine, så kan eleverne ikke huske, hvordan de nu skal tråde den.
Jeg ser egentlig mig selv som et tålmodigt menneske, og jeg har ikke noget imod at forklare tingene igen - og igen - og igen...
Men rent tidsmæssigt kan det være en udfordring, og derfor har jeg nu fundet på at sætte QR-koder på alle symaskinerne i mit lokale.

Og eleverne er ret vilde med det...
Nu sidder der en kode for oven på maskinen, som selvfølgelig linker til en video på youtube med hvordan eleven skal tråde overtråden, og så sidder den anden QR-kode nede ved spolehuset, og den linker selvfølgelig til undertråden.
Jeg har sat dem fast med det plastik, som man indbinder bøger med, og det findes jo på enhver skole.

QR-kode til overtråd:

QR-kode til undertråd:


Kender du ikke selv til brugen af QR-koder, så kan jeg bare fortælle dig, at det er super let at lære. Jeg bruger en hjemmeside, som hedder MobiSticks, og her laver du et gratis login.
Inde på siden linker du så til din film eller pdf-fil eller hvad du nu vil have lavet kode på, og så wupti - og så har programmet lavet en kode til dig.
Den kan så printes ud, og så kan jeg anbefale dig at bruge ScanLife som scanner. (den kan tage rigtig mange forskellige typer af koder)

tirsdag den 3. juni 2014

Nu piller jeg op...

Jeg har kastet mig over et nyt mønster, og det er lidt af en udfordring. Heldigvis har jeg min gode studiekammerat, der er min strikkehotline, når det hele brænder på, og hun hjalp mig igennem starten med at knække Drops kryptiske formuleringer. Jeg er dybt taknemmeligt :-)

Igen er det et sjal, og igen er det et mønster fra Drops.
Jeg har svedt og knoklet, og nu har jeg så også knækket koden.
Alligevel er jeg ikke tilfreds. Jeg synes, at selve garnet er for besværligt at strikke i, så nu hiver jeg det hele af pindene og laver det i en lidt tykkere kvalitet.

Så her er det så:


Det er første gang, at jeg strikker i mit nyindkøbte garn - Lace fra Drops, og jeg håber inderligt, at jeg med tiden bliver mere glad for det, og ellers må jeg jo strikke det sammen med to tråde eller finde en anden løsning. Lige nu finder jeg det simpelthen for tyndt at arbejde med, og jeg har bare ikke tålmodighed til det!
Tilbage på hylden med det nøgle!


Som du måske kan fornemme, så bliver sjalet dannet af små firkanter, som vel kaldes romber. Det er vældig fint, og jeg glæder mig til at arbejde videre med det.
I stedet for den tynde Lace fra Drops, bliver det nu i stedet mit meget lækre norske garn fra Pickles. Arbejdet er stadig på pinde 3,5, men nu bliver det bare et lidt kraftigere (og varmere) sjal.


Jeg skal lige have lavet lidt flere pinde, og så lægger jeg billeder ud af det nye arbejde. Der er jo ikke længe til en fortjent fridag på torsdag, så måske der bliver lidt strikketid...

Fortsat god tirsdag derude i blogland :-)

onsdag den 28. maj 2014

Afslutning på strømper

Jeg har endnu engang fået et par strømper af pindene, og denne gang har jeg udfordret mig selv med et hulmønster, og det var i virkeligheden overhovedet ikke svært.

Mønsteret kører over 4 omgange, og du får det ind i fingrene med det samme. Selvom jeg har linket til det, så kan jeg ikke anbefale dig at strikke hele strømpen efter Drops vejledning, for der er ind til flere fejl i opskriften. (og jeg har dobbelttjekket med flere strikkekyndige hænder).

Derfor har jeg snuppet hulmønsteret og strikket hælen ud fra min egen strømpeopskrift/teknik, som du finder lige her.


Hvis du ser på Drops' billede og sammenligner min hæl med deres, så er det klart at foretrække min :-)
Jeg har lavet en lille videovejledning til dig, hvor du kan se, hvordan jeg afslutter en strømpe.
Jeg bruger en stoppenål, når der er 12 masker tilbage på hver pind, og så har jeg lært en teknik, som jeg her har filmet.
Og ja, bær over med mig, for det er min første film på youtube, og jeg skulle nok ikke have filmet det om aftenen - men hvornår skulle jo ellers have tid...?

Afslutningen bliver super fin, og du undgår en spids snude, som kan være irriterende at gå rundt med.
Det vil virkelig glæde mig meget, hvis du kunne få lyst til at klikke på linket og like filmen :-)

Som afslutning på det hele skal jeg da lige huske at fortælle, at jeg har strikket på pinde 2,5 og i Drops fabel-strømpegarn. Man bruger lige under 2 nøgler til et par, og en eller anden dag sætter jeg mit ind i at strikke strømper fra tåen af, og så skulle man jo helt undgå de der små trælse rester...

God Kr. Himmelfartsferie til jer alle.
Mange hilsner
Susanne

mandag den 19. maj 2014

Sjal til konfirmanden

Jeg har virkelig haft nogle travle uger, og jeg har stort set ikke haft hverken strikkepinde eller hæklenåle i hånden... (næsten ikke!!), og jeg har slet ikke fået skrevet på bloggen!!

Vores store datter blev konfirmeret her i lørdags. Vi havde en fantastisk dag, men det har taget temmelig megen energi de sidste uger. 

Nu er hun så sendt på en spændende 2. dag, og vi har alt i alt haft en super dejlig weekend med dejlige gæster både lørdag og søndag.

Som jeg har skrevet om tidligere, så havde jeg fået lov til at hækle et sjal til den unge dame, og nu skal du have fornøjelsen af at se det på. Hun var selv meget tilfreds sit look, og det kan jeg jo godt forstå :-)


Hun står på vores helt nye terrasse, som skulle stå klar til dagen, og du skal også lige have et kig på hvad hænderne så i stedet har været brugt til i disse uger...


Nå, men tilbage til sjalet. 
Jeg købte det blødeste garn i Flensborg for nogen tid siden. Det er silke og babyalpaka, og det er så tyndt og fint og alligevel dejligt varmt. Hun var meget glad for det.
Sjalet er hæklet på nål 6, og får derfor de flotte store blomster.


Som du kan se, så er det ikke første gang, at du ser dette sjal, og alligevel har det fået et helt andet look, end første udgave i ren alpaka.



fredag den 2. maj 2014

Sikken en pakke...

Ja, det var godt nok min datter, der fyldte år i går, men jeg fik nu alligevel ikke mindre end 2 garnpakker leveret :-)

Jeg plejer ikke at vise mit købte garn frem, for det er efterhånden lidt pinligt, hvad der ligger på lageret, men i denne gang skal du alligevel have et kig med, for der var nemlig noget andet med i pakken, der bare er faldet i rigtig god jord.
Et krydsnøgleapperat!
Jeg vidste faktisk slet ikke, at jeg havde behov for sådan et, men nu hvor det er flyttet ind, for det lov at blive boende i mange mange år, for det laver jo de fineste garnnøgler.
Tænk hvor fornuftigt et par par afspadseringstimer kunne bruges i går...
Jeg vil dog godt lige komme med en advarsel!
De burde lige skrive uden på pakken, at der er en maximumshastighed, når man skal vinde sådanne nøgler sammen :-)
Jeg kørte nemlig bare løs, og der gik jo lidt sport i, hvor hurtigt jeg sådan kunne vinde et nøgle op...
Hele 3 gange fik jeg skudt nøglet af, og første gang så voldsomt, at jeg måtte starte helt forfra... Nu har jeg så lært, hvor grænsen går (måske :-)).
Sjovt er det i hvert fald at bruge.

Alt det her Lace-garn, har jeg faktisk ikke rigtig lagt planer med. Dog ved jeg, at det skal blive til et par sjaler, for garnet er simpelthen så blødt og lækkert. (Silke og babyalpaka)

Ellers lige et kig på resten af garnpakken:
Fabel (hvid, blå og cerise) - Jeg har fået lyst til at strikke strømer igen, og som det ses, har jeg netop opstartet første par. Et par hvide med hulmønster. Meget søde.

Sandnes (petrol, hvid og gul) - Her har jeg lyst til at finde en skøn sommerbluse, og ellers er der jo altid mine klude og håndklæder.

Kaisma (hvidt og cerise) - tjaa... Den hvide forestillede jeg mig skulle bruges som kant på et tæppe... Måske mit afganerprojekt - jeg ved det ikke.

Neongrøn. Ja, ser ikke så neon ud på billedet, som den er, og jeg har heller ingen planer lige pt. Det bliver dog noget med nogle kanter på en trøje, forestiller jeg mig :-)

Nu er den største udfordring at få plads til det hele. Jeg må jo bare i gang med strikkepinde og hæklenåle...

PS. Sjalet til konfirmanden er færdigt, og jeg glæder mig til at vise dig det på den store dag her midt i maj.

onsdag den 23. april 2014

Humlebi...

Min mand havde fødselsdag her i marts, og derfor var der selvfølgelig en god undskyldning for at få lavet en ny hue til ham.


Jeg havde set mig lidt om på nettet, for jeg ville finde på en ny model og ikke bare den sædvanelige med rundt og rundt og så indtagninger...

Derfor blev jeg inspireret til at strikke den således:

Jeg har brugt strømpepinde størrelse 6, og så har jeg strikket med 3 tråde af almindeligt arwetta-strømpegarn. (Jeg havde lidt travlt, og denne hue kan laves på en aften eller to)
Først slår man simpelthen et passende antal masker op. Her 86. De første 4-5 cm er strikket på pinde 4, og det er blevet ret godt.




Når huen så har en passende længde, så lukker man af med tre pinde. Husk først at vende huen om, så du lukker af på vrangsiden af arbejdet.

Dvs. du sætter alle maskerne på 2 pinde, så strikker du en maske fra hver pind sammen som mønsteret viser (her 1r+ 1vr) og lukker af almindeligt ved at trække den bagerste maske over den næstbagerste. Sådan fortsættes og du har herefter et rør lukket i den ene ende.

Denne ende afklippes, så du har en forholdsvis lang tråd, for nu skal du så sy denne sammen som du kan se på billedet her: (det er stadig vrangsiden af huen)
Og vupti, når man vender huen om har man fået et smart og friskt look :-)

Jeg blev inspireret fra youtube af denne video. Den er lang, og hun strikker langsomt, men hvis du spoler frem til 9. minut, så ser du afslutningen med de tre pinde.

mandag den 21. april 2014

"Kan man selv lave vanter?"

Sådan lød spørgsmålet fra min datter i dag, da jeg efter lidt overtalelse fik hende overbevidst om, at vi skulle gå en tur ind i systuen.

Og det skulle vise sig, at det kunne man da sagtens.
Vi fandt noget fleecestof frem, og hånden blev brugt til at måle efter.
Det var naturligvis oplagt lige at snakke lidt om behovet for sømrum, og hvad det i det hele taget betyder. Første handske blev nemlig for lille, da den var syet sammen, og det var en god erfaring at gøre sig.
Vi klippede, og der blev leget med både overlocker og symaskine. Det er så fantastisk at opleve glæden i et barns ansigt, når der skal spoles tråd op. Jeg har set det så mange gange nu (både her og i min undervisning), og det giver hver gang den samme berusende fornemmelse i maven, når et barn kan sidde og blive betaget af dette.

Da handsken passede, var den selvfølgelig for slap i bunden, og så kunne vi lige lære lidt om ribkanter og meningen med disse.

Alt i alt var det et par fantastiske timer med grin og godt humør - og resultatet taler da vist her for sig selv :-)

Dejlig afslutning på en skøn ferie :-)

søndag den 20. april 2014

Tæppe a la afghan... #7

Det skrider fremad med alle mine firkanter, og her vil jeg lige vise dig lidt mere af arbejdet.
Jeg har skrevet opskriften ned her:
Og er blevet inspireret af en trøje, som jeg har strikket for meget længe siden. Gense den her.
Denne gang har jeg strikket i en blød alpaka fra Drops, og firkanten er meget blød og lækker, og den kommer til sin ret blandt de andre stykker.

Jeg er fortsat tilfreds med projektet, og det er virkelig dejligt at kunne lave så mange forskellige ting på en gang :-)

lørdag den 19. april 2014

Påskeæg

Mums - vi har hygget og lavet påskeæg.
Her skulle jeg så tage et billede til bloggen og prale lidt af vores flotte resultat, og så skal I da lige have glæden af min yngste datters frækheder, da hun lige skulle drille fotografen...

Jeg vil gerne vise dig dette tricks, som vi bruger hver gang vi laver konfekt her i huset.
Det er denne sjove gaffel, som du let selv kan fremstille, og den er fantastisk til at dyppe kugler og som her påskeæg i flydende chokolade. På den måde kan chokoladen dryppe af, og du får det ikke smurt ud over det hele.
Opskriften har jeg fundet her, og det er værd at bemærke, at både marcipan og nougat er hjemmelavet og uden sukker. De smager virkelig godt, men jeg kan godt mærke, at jeg ikke skal spise dem, for jeg tåler ikke hasselnødder. Så skal de laves igen en anden gang, bliver det uden dem.

Og så her det færdige resultat uden drillepinden :-)
PS. Vi har pyntet med morgenfrue, knust corn flakes og lakridspulver.

fredag den 18. april 2014

Sjal til konfirmanden

Nu er der under en måned til, at vores datter skal konfirmeres!
Hvordan blev hun pludselig så stor?

Vi har styr på kjole og 2. dagstøj, men jeg har længe haft lyst til at lave et lækkert sjal til hende. Har bare været lidt i konflikt med mig selv, om jeg ville ofre så meget tid på arbejdet - for kommer hun overhovedet til at bruge det?

I onsdags var vi så en tur i Flensborg, og jeg har fundet det blødeste og mest lækre garn, så nu kaster jeg mig alligevel ud i det.
Det er en tynd garn af silke og alpaka, og det føles fuldstændig som at ae vores kanin!
Jeg har ikke arbejdet med garnet før, men der skal ikke laves fejl i arbejdet, for det er umuligt at pille op igen! (har desværre prøvet lidt)


Det bliver sjalet i det nu velkendte mønster, som jeg tidligere forbandede. 

Sjovt som tingene på bare to måneder kan ændre sig, for nu er jeg bare helt vild med det mønster :-)
Denne gang arbejder jeg på en stor nål - nål 6, og jeg kan godt se, at det nok skal blive færdig længe før den store dag indtræder...:-)

Fortsat god påske derude. Det er jo med at udnytte vejret til kreative projekter inden solen bryder frem og haven også kalder...

fredag den 11. april 2014

Værtindegave

Vi skal ud til vores dejlige venner i aften, og i den forbindelse skal de naturligvis have en lille ting.

Jeg har tidligere givet dem grydelapper og et håndklæde, så dette håndklæde er naturligvis lavet, så det matcher i farveren, og tingene plejer at falde i god jord :-)
Designet i mønsteret er meget let, og jeg har strikket i Drops på pinde 3,5. Vil du gerne have alle detaljer, så finder du dem lige her.
Her kan du se grydelapperne fra sidste år, dem må jeg snart få lavet lidt flere af. Indslaget om dem og nærmere vejledning til at finde opskriften, finder du lige her.


Her ser du samme udgave i blåt. Det fik min bror i sommers, men jeg har ikke fået det lagt på bloggen tidligere, fordi jeg har opdaget, at jeg har strikket det lidt for kort i forhold til min oprindelige udgave...

Påskekylling

I min datters seng står denne lille påskekylling.



Du kan sikkert kende den fra Drops, og den er heller ikke helt ny. Faktisk er det en af de første hæklede opskrifter, jeg nogensinde har fulgt, men jeg husker det som en meget nem udfordring. Det vigtigste er, at du husker at sætte en mærketråd i begyndelsen af omgangen, for så undgår du at komme i tvivl om, hvornår du har nået hele vejen rundt :-)

Hvad putter man så inden i sine hæklede dukker/dyr?
Det er faktisk lidt af en smagssag.

I følge mange opskrifter bruges syntetisk pudefyld, og det har også sine fordele. Du kan lettere vaske dukken, og det holder sig pænt inde i den  - MEN det er syntetisk.

Jeg foretrækker at bruge uldfyld, og det er nok en vane som jeg har fået tilbage fra da mine børn var helt små, og jeg syede små Steinerdukker til dem. Der skulle alt være af naturmaterialer om muligt.

Jeg kan godt lide tanken om, at tingene er naturlige, og jeg ved godt at uld har det med at vandre lidt ud gennem dukkerne, hvis det bliver brugt flittigt. Husk bare aldrig at trække i sådanne udvandrende uldender, for så trækker du bare mere med ud. Du skal i stedet klippe dem af, og det gælder for så vidt også på strikkede uldtrøjer mm.

Jeg har altid vasket mine produkter i vaskemaskinen, og det har aldrig været et problem, og SÅ tit vaskes de jo heller ikke...

Til undervisningsbrug i skolen køber jeg dog udelukkende pudefyld fra Stof og Stil. Det er klart billigst, og så har det heller ikke den "bivirkning", at det lugter lidt af får.

Hvad med dig? Hvad foretrækker du selv som fyld?

God påske til jer alle. Jeg vil nyde min ferie her fra i dag ;-)

Link til opskriften.

tirsdag den 8. april 2014

Tæppe a la afghan... #6

Det her har alligevel været den største udfordring indtil nu.
Jeg havde sat mig for at hækle en stjerne med 12 takker, og den skulle jeg så på en eller anden måde få til at blive til et kvadrat.
Stjernen var ikke nogen udfordring, og her skal du lige se den, før jeg selv begyndte på beregningerne... (eller rettere sagt; efter jeg har pillet op for 5. gang!)

Det er altså ikke lige til sådan at få en stjerne til at blive et kvadrat!
Her er afbilledet et af mine mange uheldige udfald, som endnu engang er pillet op:

Billedet er desværre taget i mørke omgivelser, men jeg håber, du kan se, at i stedet for at blive til en fin firkant, ja så buler og folder arbejdet sig, og jeg har bare pillet op SÅ mange gange...

Mit endelige resultat, som jeg er blevet helt tilfreds med, ser sådan her ud:

Kan du godt lide stjernen, og vil du prøve den af, finder du en opskrift med diagram her.
Er du ligesom jeg glad for at se tingene som video, så får du her et link til youtube med opstarten.

Skøn våd tirsdag derude :-)

lørdag den 5. april 2014

Tæppe a la afghan... #5

Den meget opmærksomme bloglæser vil her genkende noget fra dette billede...
Dette tern til mit tæppe er nemlig lavet ud fra samme opskrift, som jeg et par gange har lavet grydelapper af. Se dem her.

Jeg har altid fundet mønsteret sødt, og derfor har det været oplagt for mig, at få det med i tæppet. Mønsteret er fra Drops, og for at jeg har fået størrelsen til de 30 x 30, har jeg brugt 3 tråde af strømpegarnet og hæklenål 5. Jeg fortsatte rundt til sidst med fastmasker og stangmasker, til arbejdet passede i størrelsen.