Viser opslag med etiketten uld. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten uld. Vis alle opslag

søndag den 18. oktober 2020

Bolchecardigan

Jeg får strikket en del, og den her sommer blev det bla. til denne skønne bolchecardigan. Den er udelukkende strikket af rester, og jeg har freestylet mig gennem processen, dog med inspiration af #bolchetrøje.







Jeg havde ikke en rundpind 2,5, så derfor blev ribkanten i bunden på pind 3. Det ville jeg en anden gang ændre, og jeg har også lavet stolpen og rib i ærmerne på pind 2,5. Resten er strikket på p 3 frem og tilbage.
Alt garn i cardiganen er ren uld og lidt forskellige kvaliteter.

Hvis du selv kan lide at arbejde dig frem, så er denne størrelse svarende til en M. 

Jeg har slået 233m op til rib i 1r+ 1rv. 
Derefter er der skiftet til pind 3 + taget 25 masker ud til i alt 258m. Blusen måler 37cm fra bund og op til start på ærmegabet.
Derfra er der lukket af til ærmegabet på begge sider jævnt fordelt.

Ærmerne er strikket på oppefra, så de kan tilpasses brugeren og med indtagninger jævnt fordelt. Fra 108m i optagning (og uden at strikke maskerne under ærmet med) til 58m. Derfra en opgang hvor der tages 10m ind. Nu rib af 48m.

Vil du have den originale opskrift og fulde vejledning, kan du købe den her: link
 


fredag den 1. februar 2019

Båltæppe

Ja, det er altså ikke fordi, jeg nu er super aktiv og storproducerer projekter. Jeg er i fuld gang hele tiden, men idet bloggen har ligget stille for en tid, ja så har jeg samlet en del projekter sammen, som jeg gerne vil vise og give nogle fif til.
Det her tæppe er hæklet i uldgarn, og jeg er simpelthen så glad for det.
Jeg har ikke målt det, men mit gæt er, at det min. er 2x2 meter. Så virkelig et tæppe man kan pakke sig godt ind i.
Da jeg lavede tæppet, havde jeg min lille hund.

Og en dag til hundtræning (vores børn trænede hundene), sad vi der på sidelinjen med garn og pinde/nåle.
En anden mor havde gang i det her såkaldte "båltæppe" i ren bomuld. Et helt andet look end mit uldtæppe, men jeg kunne se ideen med det samme og var fascineret af, at man skulle lave det i et stykke og helt uden sammensyninger.
Jeg kopierede det meget simple mønster, idet man blot hækler 1stm, 1 lm, 1 stm, i samme maske og springer en maske over. Gentag - gentag - gentag... For hver 4 pind måtte jeg skifte til et nyt garnnøgle, så der er virkelig kørt mange nøgler garn af.
Som afslutning på projektet har jeg hæklet en flot blondekant, som jeg har haft opskriften liggende fra og brugt på tæppet til min datter.
Resultatet af kanten kan du se her:
Som bonusinfo til dette opslag kan jeg fortælle, at søde Milo bor hos en meget skøn familie i Sønderjylland. Jeg kunne ikke give ham den opmærksomhed, som så skøn en hund fortjener, og derfor måtte jeg give slip på ham. Jeg savner ham tit, men ved også at det var den helt rigtige beslutning, og at han er meget elsket.

torsdag den 3. januar 2019

Smuk nederdel

Jeg har lavet mig denne nederdel til vinterbrug, og den kommer flittigt frem, kan jeg mærke.
Mønsteret er fra bogen "Strik naturligvis" af Annette Danielsen, som jeg har talt om tidligere. Dengang lavede jeg en stribet udgave, som du kan læse om her.

Begge nederdele kommer i flittig brug, hvilket er dejligt, når jeg har lagt et stort stykke arbejde i dem.
Den her er strikket i en str. M og af en lækker alpaca fra Sandnes.


Jeg kan særligt godt lide, at mønsteret har en flot finish. Der strikkes en linning og monteres elastik i toppen, og bunden lægges fint op, så der kommer en flot afsluttet kant.



tirsdag den 1. januar 2019

Færøsk sweater

Godt nytår

Jeg har været længe væk fra bloggen og gennem de senere år kun brugt instagram. Det vil jeg fortsætte med, men samtidig vil jeg nu puste liv her på siden igen, idet der her kan deles i flere detaljer og fif, som jeg håber, du vil kunne finde nyttige.
Du kan fortsat følge mit kreative univers og min passion for god mad, så jeg håber, at du fremover vil klikke ind lidt oftere og dele mine indlæg, når du finder dem spændende.

I dag vil jeg vise dig mit sidste nye strikkeprojekt - lige afsluttet i går eftermiddags inden nytårsmiddagen.
Jeg har for år tilbage købt garn til denne færøske sweater, men den har bare ligget og ventet til rette tid. At jeg så i mellemtiden skulle finde mig en færøsk kæreste, gav måske pludselig lysten til at lave den et helt andet perspektiv.

Her trøjen på for at teste, hvordan kraven skal se ud.
Og så er vi klar til at rejse :-)

Skulle du have lyst til selv at strikke trøjen, så finder du opskriften her. Jeg har strikket den i en str. S, for jeg kan lide, at den sidder tæt og brugt Karisma for Drops. Samtidig så den lidt løs ud på billedet, og jeg ville normalt ellers have valgt en M. Men den sidder perfekt, så det var den rigtige beslutning.

lørdag den 26. oktober 2013

To på en gang

Jeg er gentagende gange gået i stå, når jeg skal til at strikke sok nr. 2... Så har jeg prøvet at strikke to på en rundpind, men sokker skal altså strikkes på strømpepinde her hos mig. Rundpindene bruger jeg i stedet til alt andet.

Derfor har jeg denne gang købt mig et sæt pinde mere, og så har jeg på den måde strikket begge sokker på en gang. Ikke omgang for omgang, men først nogle centimeter på den ene og så på den anden.
Og det har virket! To sokker på p 2,5 nu på vej til at afsluttes. Det er helt klart den rigtige fremgangsmåde for mig fra nu af, og jeg tænker også, at hvis jeg skal bruge rester eller lave mønstre, så vil det også klart være en fordel, for sokkerne bliver lettere identiske og jeg skal ikke tælle en hel masse omgange.

tirsdag den 6. august 2013

Tæppet er på vej...

Mængden af garn i min kurv svinder ind, og der er nu næsten ikke mere tilbage... Det er som ferien, der pludselig er forbi, før man får set sig om.

Og i takt med det, vokser bunkerne af firkanter til mit tæppeprojekt...

Tæppet er til min datter, og hun har selv valgt farverne. Det hele startede bare med en pude, og nu MANGE nøgler garn senere, har vi også næsten et tæppe. Pt. er der 69 firkanter, og jeg håber på ca. 30 endnu, men det er nok lidt optimistisk...:-)

Jeg hækler i to forskellige garner denne gang, da jeg gerne ville finde så mange forskellige grønne farver, det nu lige var muligt. Der er derfor både Karisma fra Drops og Smart-garn fra Sandnes.