Viser opslag med etiketten paleo. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten paleo. Vis alle opslag

søndag den 15. september 2013

Forsøger at dulme min sukkercravings...

Det er rystende, hvor hurtigt jeg kan få oparbejdet en craving for sukker...
Normalt holder jeg mig fra alt sukker, og når der så skal skejes lidt ud, så er det i form af de bedste kilder til sødme som dadler, frugtmos, honning eller agave (eller mørk chokolade). I denne uge kom der så sukrin gold med ind i mit smagsunivers, og det var da i den grad en positiv oplevelse...

På trods af mine valg har jeg bare alligevel haft trang til sødt hele dagen i dag, og det skyldes naturligvis den sidste uge med hjemmelavet is og gårsdagens hyggelige brunch med tøserne.

Nu vil jeg så tilbage på rette kurs igen, for alt andet er med til at tappe mig for energi, og det har jeg ikke "råd" til i min dagligdag, og derfor sidder jeg nu og dulmer min trang til sødt med denne lille skål (som jeg godt vil indrømme, allerede er tom).
Hindbær, kokosflager og kakaonibs.

Hindbærrene har jeg hentet i min have, og det var nu lidt af en parodi at se mig kigge efter hindbær her i mørket, og derfor også den begrænsede mængde...

Men indtil nu har det virket..., og fra i morgen er det så igen uden alt det energidræbende pjat til hverdag.

søndag den 2. juni 2013

Let og elegant frokost

Stå du lige og ønsker salaten serveret lidt anderledes, så er disse tangruller lige sagen.

Du skal bruge sushitang, en god økologisk mayonnaise og god salat, som du selv vælger. Disse ruller er fyldt med avokado, rucula, grøn salat og tomat, og du kan også med fordel komme lidt røget skinke og spirer i...
De kan bruges i madpakken, men tangen er dog mest sprød lige efter tilberedningen.
Kun MANGLENDE fantasi sætter grænsen...

fredag den 10. maj 2013

Blåbæris

Bliver jeg lækkersulten, så har jeg den rette kur. Enten laver jeg en dessert af jordbær eller denne af blåbær. Nogen vil nok kalde dette en smoothie, men for mig er dette ren dessert, da det er enormt sødt. Et glas og jeg er rigelig mæt :-)
Den er ikke mindre end fantastisk, og er et godt alternativ, når familien gerne vil have is.

Det er virkelig let at lave, og følger du disse simple fif, får du fremhævet den dejlige smag af mandler, og bliver derfor ekstra lækker.
Først blender jeg nemlig en håndfuld mandler med 4 dadler og 1/2 tsk vaniljepulver + lidt vand. Her gælder det om at have så lidt vand, at isen i sidste ende stadig bliver fast og blød, og alligevel nok vand til at mandlerne blendes grundigt. Det handler selvfølgelig også om hvor kraftig en blender, du har.
Herefter tilsætter jeg: 1 banan, 1 appelsin og en 1/2 pose frosne blåbær. Det er klart en fordel, hvis du har frosne bananer, da disse medvirker til konsistensen, men friske kan også fint bruges.
Blend igen og hæld på glas. (passer til 2 personer)
Jeg drysser med skønne cacaonibs, som er sunde og skønne for kroppens knogler i og med at kakao indeholder en magnesium.

torsdag den 9. maj 2013

Skvalderkål i massevis...

Sikken en mild morgen. Jeg måtte lige en tur udenfor efter at have lyttet til fuglenes smukke sang gennem det åbne vindue.
Og hvad kom jeg lige tilbage med?

Jeg bor på landet og har vilde mængder af skvalderkål, mælkebøtter og brændenælder lige uden for døren. I dag besluttede jeg at skifte min spinatdrik ud, og det blev til denne skønne drik i stedet:

En stor skålfuld skvalderkål, bladselleri, 2 spsk hørfrø, ingefær, citron og isterninger + vand.

Op i blenderen med det og skål :-) Det er altså fantastisk at fylde sin krop med disse lækkerier af vitaminer.


torsdag den 11. april 2013

I dag blev drikken rød...

Min grønne morgendrik blev i dag rød! Og dommen var klar: "Den kan jo faktisk godt drikkes...:-)"

En hel rødbede, en gulerod, ca. 2 cm frisk peberrod, ca. 2 cm frisk ingefær, en hel citron.
Kommes i blenderen med lidt vand (iskoldt). Hæld efterhånden mere vand i til passende drikkekonsistens. Skål på en frisk start på dagen. Let og et dejligt skud vitaminer.

søndag den 31. marts 2013

Grøn start på dagen

Hver morgen står den på en grøn drik her i huset.
Jeg skal være den første til at indrømme, at det tog mig laaaang tid, at få denne vane helt ind i de faste morgenrutiner, men jeg er faktisk nået dertil, at jeg nu føler trang til min morgendrik!

Men vanen har været længe undervejs og startede gennem et Kernesundt juleforløb tilbage i december 2012, hvor jeg blev inspireret af Ninka. Dengang forstod jeg ikke nydelsen. Faktisk var det kvalmende og ikke en rar oplevelse - så er du advaret!

Drikken består af forskellige grønne grønsager + knuste hørfrø.
Disse er velegnet: Persille, citron, ingefær, spinat, bladselleri, fennikel, mynte, grønkål og broccoli.
Jeg laver drikken i min blender, og det betyder, at intet går tabt, som det vil gøre i min juicemaskine, og hvilket har været demotiverende for mig, da jeg altid har følt det som et stort spild.

Mine råd er:
  • Brug altid citron. Selvfølgelige økologisk. Jeg skærer det yderste af det gule af citronen og smider det op i blenderen. Derefter skærer jeg alt det hvide væk, da jeg synes, det ellers bliver for bittert (du kan dog sagtens bruge det hele, hvis du kan lide det). Resten af citronen kommer jeg så bare op i efter at have fjernet de største kerner.
  • Brug altid ingefær. Et ret pænt stort stykke skærer jeg lige i små skiver, inden det kommer med op i blenderen.
  • Brug frosset spinat frem for frisk. Jeg skal have drikken forholdsvis kold, har jeg fundet ud af, og ved at bruge ca. 8 klumper spinat afkøler det drikken til tilpas temperatur.
  • Blend først med meget lidt vand til massen er jævn og uden klumper.
  • Tilsæt en del vand, så drikken bliver ret tynd. Her bliver det altid til 3 stor glas hvoraf min mand smupper det ene af dem.

Skål - det er bare at komme i gang. Det er en yderst let måde at indtage en stor mængde vitaminer gennem naturlige kilder...

lørdag den 23. februar 2013

Muffins uden sukker, mælk eller gluten...

I dag skal du simpelthen have min helt fantastiske opskrift på muffins. De er i ret høj kurs her i huset, og så kan de samtidig gå som lidt eftermiddagsmad til ungerne ind i mellem...
Tænd ovnen på 175g.
Kom flg. i en foodprocessor:

300g mandler
350g dadler
1 dl carob
2 dl kakaopulver (eller 3 og ingen carob)
1 tsk. vaniliepulver
Et lille nip kanel
2 tsk. bagepulver
Hak det hele rigtig godt. Tilsæt derefter:

150g kokosfedt
3-4 bananer
4 æg
Hak igen til passende konsistens.

Kom i forme og bag til det dufter i hele køkkenet.. Hos mig passer det med præcis 23 minutter, men hold godt øje med dem, for de bliver let brændte til sidst, og det må de ikke...

De smager også godt med blåbær i, eller når jeg virkelig skal flotte mig, kan der komme en plade god mørk chokolade i (men så er de kun som dessert her...)

Opskriften er min egen. Det er udviklet efter inspiration af mange forskellige opskrifter og efterfølgende utallige forsøg i køkkenet. Og jeg lover dig, at du ikke bliver skuffet. Brug den og link her til siden tak :-)

søndag den 10. februar 2013

Fastelavnsboller

Lørdage, er dage hvor jeg tanker op - slapper af - værner om mig selv. Det er også dage, hvor der må indtages kulhydrater af den søde slags...
Mine chokolademuffins er et hit, og dem får du en opskrift på meget snart, men i går var det altså tiden at afprøve gluten- og sukkerfrie fastelavnsboller, og jeg stod i køkkenet med min ældste datter.
Jeg var lidt skeptisk, men de var ikke mindre end fantastiske, og du kan lige nå det!
Jeg er voldsomt inspireret af Low Carb, men jeg kan jo ikke følge en opskrift, uden at gøre den til min egen.
Mine ændringer gik i retningen af, at jeg tilførte mere smør, bruge Birkesød frem for Sukrin, brugte mere Husk, både mandel- og kokosmel. Undlod også proteinpulver og tilsatte yderligere lidt kanel til dejen. Min dej endte med at være en klistret masse, som jeg med to spiseskeer placerede på bradepanden. Gider ikke rigtig det der med at stå og forme i hånden, for bollerne former sig selv i ovnen, da de flyder lidt ud.
Herefter rørte vi en chokoladecreme af fløde og smeltet mørk chokolade, som både er smurt på indersiden af det ene lag og på toppen. Cremen i midten er lavet som anvist på hjemmesiden, og min yngste datter, der ikke kan lide flødeskum, var vild med den!
Én fastelavnsbolle er dog rigeligt! De mætter helt vildt.


lørdag den 29. december 2012

Brød med tunsalat

Når jeg ikke lige er kreativ med garner, er jeg vild med at finde på nyt i mit køkken. Dette brød er netop taget ud af ovnen, og det er på ingen måder et traditionelt brød, da det i langt højere grad minder om et stenalderbrød.

Jeg bager ud fra lyst og på slum. Dette brød består af rødbede, græskarkerner, sesamfrø, hørfrø, mandler, valnødder, salt, olivenolie og æg. På få minutter er alt hakket sammen i min røremaskine og i formen. Ingen hævning - bare lige i ovnen. Ca. 50 min ved 175g.



Og så lige serveret med en skøn hjemmerørt tunsalat. Ferie er fantastisk - det giver tid til alt det sjove...