Viser opslag med etiketten kjole. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kjole. Vis alle opslag

lørdag den 28. december 2013

Hip hip hurra...

Tænk engang - i dag fylder min blog 1 år, og derfor vil jeg vise dig det bedste fra året der gik.

Når jeg sidder og kigger på bloggen, så kan jeg godt se, at det er mit håndarbejde med hæklenål og strikkepind, der fylder mest, og så er der ind i mellem blevet plads til lidt lækkert mad også. Men faktisk har jeg hele tiden være i tvivl om, hvorvidt jeg skulle blande disse to ting sammen på en blog, eller om jeg i stedet skulle have to forskellige...? Har du et bud på det?
Her vil jeg vise dig, hvad jeg er mest stolt over af årets projekter:

På en 5. plads:
I dette år er jeg for alvor blevet god til at strikke sokker, og har du fulgt med, har du kunne læse om det her og her. Jeg har fået styr på at lave en pæn hæl, og efter jeg fandt på, at strikke to sokker på en gang, har jeg fået lavet mange forskellige par uden at gå i stå efter første sok. Når jeg lukker sokker af bruger jeg altid denne teknik med at sy dem sammen til slut. Se vejledningen her i denne video.
Dem jeg vil fremhæve her, er disse i hønsestrik, hvor jeg naturligvis selv har designet mønsteret:

På en 4. plads:
Syning bliver der også plads til ind i mellem i mit kreative univers, og efter at vi havde boet 8 måneder i vores stue og børnene havde haft vores soveværelse, imens den stod på ombygning, blev det endelig tid til at indrette børneværelser. Emilies værelse blev krydret med dette sengetæppe og diverse puder, som du kan læse om her.



På en 3. plads:
Livstykket fra Bente Geilsk. Var en bluse, der i den grad drillede undervejs, for det gælder altså om at tælle korrekt, når man skal have mønsteret til at gå op!
Der var indtil flere gange, hvor jeg måtte pille op, og det var en stor udfordring. Nedturen kom, da blusen havde været på et par gange og derefter bare voksede sig større og større. Jeg var parat til at smide den ud, men heldigt for mig, smed jeg den i stedet i vaskemaskinen og i stedet for at lade den ligge pænt og tørre, smed jeg den efterfølgende i tørretumbleren (med is i maven), og resultatet blev efterfølgende fantastisk!
Jeg er meget glad for blusen, og den passer super flot til både røde eller grønne bukser, og nu har den det helt rette look:

På en 2. plads:
Ligger også en model fra Bente Geilsk. Nemlig min skønne strikkede kjole i uldgarn også kaldet Rækkevidde, der bare er så lækkert.
Jeg har skrevet om den flere gange, for selvom det var en meget nem kjole at lave, så tog den mig ret lang tid, for jeg gik simpelthen i stå undervejs. Her kan du læse om kjolens midtvejskrise, og lidt senere om det videre arbejde. Her her finder du slutresultatet:


På en 1. plads:
Kommer helt klart mit smukke hæklede tæppe til min datter. Det var et kæmpe arbejde, og jeg husker stadig, hvordan jeg overvandt min pinlighed på stranden i Kroatien i sommers og sat med lydbogen i ørene og hæklede løs som en gammel tante...;-)
Men resultatet er jeg simpelthen så stolt af, og det ligger for det meste og pynter på min datters seng, når altså det ikke lige havner på gulvet i stedet...
Her finder du mit indlæg om processen undervejs, og her kan du læse om det færdige resultat.


Et stort tak til dig der følger med her på bloggen.
Det er altid dejligt at høre fra jer derude, og jeg håber på fortsat mange gode oplevelser her i blogland fremover.

torsdag den 1. august 2013

Sommerkjoler

Jeg har syet mig et par sommerkjoler - faktisk i sidste måned, men jeg fik aldrig taget billeder af dem førend vi rejste sydpå, så i stedet fik jeg taget et par billeder af dem i det skønne kroatiske vand, som jeg her vil vise dig...

Den første her er af stof fra KreStoffer, og de har pt. stadig stoffet, hvis du, ligesom jeg, også finder det smukt og sommerligt.
Mønsteret er en meget simpel model med rund hals, og så har jeg lavet belægningen i kanten i samme farve som ærmerne. Jeg kan godt lide de påsatte ærmer, og jeg gør et stort nummer ud af at få dem sat smukt på, som min gamle sylærer lærte mig i sin tid.

Denne anden kjole er faktisk noget MEGET gammelt stof. Mindst 10 år siden jeg købte det i Århus, husker jeg, men jeg har aldrig taget mig sammen og fået det brugt.
Men nu er det gjort, og her har jeg lavet en kjole med slå-om-effekt hen over brystet. Jeg må tilstå, at mønsteret også er købt dengang, og det kan jeg godt se på den færdig model, da den ikke sidder helt tæt til kroppen, som jeg nok ville have valgt i dag.

onsdag den 17. juli 2013

Pjuske fik en kjole af resterne...

Måske husker du, at min datter var med til at designe sin egen trøje, og hun er fortsat helt vild med den. Men hvad skulle vi finde på at resterne?
Pjuske skulle selvfølgelig have en kjole, der matcher trøjen.
Kjolen er ligeledes designet af Emilie, og vi var lidt uenige om dens look, men jeg måtte overgive mig - for ordren lød, at den skulle være helt sort og kun med de hvide kanter... Jeg ville så gerne have lov til at brodere Pjuskes navn hen over maven - men måske jeg får lov en dag...

Bare for at lave lidt sjov, har jeg strikket en smuk lille kant forneden.
Man strikker blot ca. 5 pinde glatstrik, herefter en pind med: slå om og strik de næste to masker sammen. Næste 5 pinde igen glatstrikning. Så fremkommer der en række huller, og man folder så om denne kant og syr den op i hånden.
En fast kant der både er dekorativ og praktisk, da den ikke ruller op.
Der er brugt Lima-garn fra Drops, og selvom der står på banderolen, at det ikke må vaskes i maskinen, ja så har både bamsekjolen her og trøjen klaret turen i min maskine på uldprogram. (Startede dog kun med kjolen, for at være sikker)

mandag den 1. juli 2013

Status på min kjole

Sidst skrev jeg om min midtvejskrise. Jeg endte med at pille kjolen op til og med taljen, da jeg bare kunne mærke, at det ikke var godt nok.
Den der bule, der blev dannet midt på maven, var jeg bare ikke tilfreds med - også selvom det muligvis kun er mig selv, der bemærker det...

Men nu ser kjolen ud som flg.:
Jeg har haft den på igen, og nu er det altså bedre. Ingen buler.
Frem for at følge opskriften i taljen, der gik på at fortsætte med pinde 3½ og så i rib 1r+1vr, har jeg nu i stedet indtaget 10 masker fordelt på 1. omgang og strikket på pinde 3 i stedet. På sidste omgang har jeg igen udtaget de 10 masker og fortsat efter opskriften.
Det kunne sagtens have været 20 masker, men nu bliver det ikke anderledes. Den sidder pænt og strammer ikke det mindste - men det færdige billede må komme en dag. Lige nu er jeg faktisk lidt træt af at strikke på modellen, så jeg holder en pause for en tid - det er jo alligevel en efterårs/vinterkjole...

Her ses førbilledet:
Jeg synes godt, at man kan fornemme forskellen her også.

Er du inspireret til at strikke denne kjole findes opskriften her.

torsdag den 20. juni 2013

Midtvejskrise...

Eller i hvert fald, noget der ligner...
Hjælp mig. Jeg er nu godt halvvejs i min kjole, men har virkelig brug for din mening omkring taljen. Opskriften er fulgt med undtagelse af, at jeg ikke har lavet en rækker huller i taljen til et bindebånd, da jeg ikke ønskede dette.

Nu er jeg bare helt vildt meget i tvivl, om taljen buler ud, og jeg skal trævle op??
Jeg havde forestillet mig, at ribben ville få taljen til at trække sig sammen, men det gør den jo ikke... Mit bud er at strikke den i glatstrikning på nummeret mindre pinde, men jeg ved ikke lige, om jeg orker det! Det ser måske ikke ud af meget, men det er mange timers arbejde at trævle op uden at jeg ved, om min ide rent faktisk bliver bedre...
Hvordan ser det ud?