Viser opslag med etiketten alpaka. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten alpaka. Vis alle opslag

tirsdag den 8. januar 2019

Coloursand

Det her er lidt af et evighedsprojekt, som jeg gerne vil vise dig i dag. Jeg har arbejdet med tæppet gennem 2 år nu, men der går længe imellem, at jeg hækler på det.
Det ligger ligesom og venter mellem alle de andre projekter, som jeg arbejder på, og det har ikke travlt med at blive færdigt.
Jeg han enormt godt lide projektet, og det er allerede i brug, selvom det ikke er færdigt. Det hænger bare over armlænet på den ene sofa, og så skidt med at der hænger lidt garnender hist og pist.


Tæppet består af en række baner, som hækles sammen på den anden led. Alt er hæklet i stangmasker.

Nål 2½


Lise Franck har laget denne opskrift på Ravelry, og du kan også se flere billeder af hendes projekter på instagram.
Hun har lavet mange tæpper, og hun er vældig inspirerende at følge. Herfra har det bare udviklet sig til mit tæppe efter mine farvekombinationer.

Når jeg skal beslutte rækkefølgen på næste række, så har jeg fundet på at lave en masse små dunter af garn, så jeg kan bruge dem som et farvekort.


Dunter som farvekort.

Sådan planlægges arbejdet med næste række.
Det fungerer super godt. Når jeg så skal hækle den planlagte række, sætter jeg alle dunterne på en stor sikkerhedsnål, og så har jeg rækkefølgen med mig, hvorend jeg skal arbejde med tæppet.
Super smart, synes jeg selv.

Alt er hæklet i alpakkauld eller strømpeuld, og jeg arbejder på en nål 2½, så det er småt arbejde.

torsdag den 3. januar 2019

Smuk nederdel

Jeg har lavet mig denne nederdel til vinterbrug, og den kommer flittigt frem, kan jeg mærke.
Mønsteret er fra bogen "Strik naturligvis" af Annette Danielsen, som jeg har talt om tidligere. Dengang lavede jeg en stribet udgave, som du kan læse om her.

Begge nederdele kommer i flittig brug, hvilket er dejligt, når jeg har lagt et stort stykke arbejde i dem.
Den her er strikket i en str. M og af en lækker alpaca fra Sandnes.


Jeg kan særligt godt lide, at mønsteret har en flot finish. Der strikkes en linning og monteres elastik i toppen, og bunden lægges fint op, så der kommer en flot afsluttet kant.



torsdag den 18. september 2014

Siden sidst

Kære blogfølgere
Det føles som en evighed siden, at jeg sidst har befundet mig her i blogland, og når sandheden skal frem, så er det jo ikke kun en følelse men den faktiske sandhed...

Men nu må det være tiden, at jeg igen giver lidt lyd fra mig.
Sommeren gik med 6 uger i Thailand, og jeg havde kun 6 nøgler garn med mig. Det var ret vildt at give totalt slip på sin afhængighed af garn og håndarbejdet, men også samtidig fedt. For jeg troede jo slet ikke, at jeg kunne undvære det, og nu har det så vendt 180 grader til, at jeg nu slet ikke kan komme i gang igen...

Det eneste projekt jeg har lavet på 2 måneder er dette sjal. Jeg har kun arbejdet på det i forskellige fly, lufthavne, busser eller toge, for hele vores rejseform med rygsæk og rejsen fra sted til sted hele tiden, indbød mere til at tale med andre mennesker, end at sætte sig og hækle...
Nu vil det så blive sådan, at hver gang jeg finder det frem, vil det minde mig om vores skønne rejse, og lige præcis derfor beholder jeg det helt til mig selv denne gang.

Det er naturligvis mit yndlingssjal fra Drops og hæklet i skøn alpaka fra Pickles.
Jeg skal ikke belemre dig med flere links og beskrivelser af sjalet, for nu må det være mit 4. eller 5. af slagsen, så du har let ved at finde det i nogle af mine andre opslag.

Og ellers vil jeg slutte af med at anbefale sådan en tur med sine unger. Det er så intens samvær og sådan en dejlig oplevelse, at jeg ville ønske det muligt for alle. Har du spørgsmål eller brug for fif, så skal du være velkommen til at skrive, og jeg skal forsøge at hjælpe så godt det kan lade sig gøre.

mandag den 28. juli 2014

Sjal igen igen...

Bliver jeg mon nogensinde træt af det her sjal?

Jeg er simpelthen blevet så glad for mønsteret, og derfor har jeg endnu engang fremstillet et eksemplar... Se de tidligere udgaver i turkis her og det flotte hvide i mohair til konfirmanden her.

Denne gang har jeg dog lavet det rigtig stort, og det kommer til at blive et hit ude på mit arbejde i kolde timer efter ferien engang.


Det er dejligt stort, og letheden i sjalet gør, at det kan bruges hele året.
Det er naturligvis lavet noget skønt garn - nemlig alpaka fra Pickles.

Min veninde forstod ikke hækleopskriften fra Drops, og da vi ikke kunne finde tid til at mødes, lavede jeg i stedet en lille film til hende (eller rettere min søde datter filmede mig).

Og da jeg så besøgte hende nogle dage senere, lå der allerede ca. 30 cm sjal hos veninden :-)
Dejligt at se, at det kunne hjælpe hende i gang.

Egentlig var videoen privat og kun til hende, men jeg har besluttet mig for at dele den her på bloggen, for mon ikke andre kan have svært ved at knække et diagram i en opskrift?
I hvert fald skal du have mulighed for at se den lige her, og så kan du også lige nyde min skønne datter.
Diagrammet får du lige her, for det kan godt være lidt svært at se det på filmen.



Skal du finde selve opskriften på Drops' hjemmeside, så finder du den her. Mønsteret hedder 150-9.
Fortsat god sommer. Håber du har masser af tid til kreative projekter ;-)

mandag den 19. maj 2014

Sjal til konfirmanden

Jeg har virkelig haft nogle travle uger, og jeg har stort set ikke haft hverken strikkepinde eller hæklenåle i hånden... (næsten ikke!!), og jeg har slet ikke fået skrevet på bloggen!!

Vores store datter blev konfirmeret her i lørdags. Vi havde en fantastisk dag, men det har taget temmelig megen energi de sidste uger. 

Nu er hun så sendt på en spændende 2. dag, og vi har alt i alt haft en super dejlig weekend med dejlige gæster både lørdag og søndag.

Som jeg har skrevet om tidligere, så havde jeg fået lov til at hækle et sjal til den unge dame, og nu skal du have fornøjelsen af at se det på. Hun var selv meget tilfreds sit look, og det kan jeg jo godt forstå :-)


Hun står på vores helt nye terrasse, som skulle stå klar til dagen, og du skal også lige have et kig på hvad hænderne så i stedet har været brugt til i disse uger...


Nå, men tilbage til sjalet. 
Jeg købte det blødeste garn i Flensborg for nogen tid siden. Det er silke og babyalpaka, og det er så tyndt og fint og alligevel dejligt varmt. Hun var meget glad for det.
Sjalet er hæklet på nål 6, og får derfor de flotte store blomster.


Som du kan se, så er det ikke første gang, at du ser dette sjal, og alligevel har det fået et helt andet look, end første udgave i ren alpaka.



søndag den 20. april 2014

Tæppe a la afghan... #7

Det skrider fremad med alle mine firkanter, og her vil jeg lige vise dig lidt mere af arbejdet.
Jeg har skrevet opskriften ned her:
Og er blevet inspireret af en trøje, som jeg har strikket for meget længe siden. Gense den her.
Denne gang har jeg strikket i en blød alpaka fra Drops, og firkanten er meget blød og lækker, og den kommer til sin ret blandt de andre stykker.

Jeg er fortsat tilfreds med projektet, og det er virkelig dejligt at kunne lave så mange forskellige ting på en gang :-)

fredag den 18. april 2014

Sjal til konfirmanden

Nu er der under en måned til, at vores datter skal konfirmeres!
Hvordan blev hun pludselig så stor?

Vi har styr på kjole og 2. dagstøj, men jeg har længe haft lyst til at lave et lækkert sjal til hende. Har bare været lidt i konflikt med mig selv, om jeg ville ofre så meget tid på arbejdet - for kommer hun overhovedet til at bruge det?

I onsdags var vi så en tur i Flensborg, og jeg har fundet det blødeste og mest lækre garn, så nu kaster jeg mig alligevel ud i det.
Det er en tynd garn af silke og alpaka, og det føles fuldstændig som at ae vores kanin!
Jeg har ikke arbejdet med garnet før, men der skal ikke laves fejl i arbejdet, for det er umuligt at pille op igen! (har desværre prøvet lidt)


Det bliver sjalet i det nu velkendte mønster, som jeg tidligere forbandede. 

Sjovt som tingene på bare to måneder kan ændre sig, for nu er jeg bare helt vild med det mønster :-)
Denne gang arbejder jeg på en stor nål - nål 6, og jeg kan godt se, at det nok skal blive færdig længe før den store dag indtræder...:-)

Fortsat god påske derude. Det er jo med at udnytte vejret til kreative projekter inden solen bryder frem og haven også kalder...