Viser opslag med etiketten let. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten let. Vis alle opslag

lørdag den 23. maj 2015

Maskinen spytter kjoler ud...

Jeg kan slet ikke lade symaskinen stå, og det er simpelthen så fedt. 
I den her uge har jeg syet mig 3 kjoler, efter jeg kom hjem fra arbejde :-)



 
Som udgangspunkt har jeg brugt samme mønster, men så med hver sin halsudskæring og udsmykning, så kjolerne kommer til at sidde forskelligt

Alle kjoler er syet i jersey, hvilket er blødt og dejligt at gå med, og samtidig super let at sy i. 

I dag vil jeg forsøge mig med at købe nogle nye stoffer over nettet, for pt. findes der ikke flere smukke designs i nærheden af hvor jeg bor :-)

lørdag den 2. maj 2015

Gardiner

I dag er der kommet mere orden i hjemmet, og det er dejligt.
Nu har vi boede her i Holte i 7 år, og det er lidt pinligt, at det ene gardin på min datters værelse bare aldrig er blevet færdigt/syet. :-)

Vi har haft et sort lagen hængende om en gardinstang, og det har egentlig fungeret upåklageligt, så jeg har aldrig rigtig fået taget mig sammen til at gøre mere ved det.

Nu skulle der dog endelig ske lidt.

Med hjælp fra min store datter, har vi nu fået syet gardinet magen til det som hænger ved vinduet. Dejligt. 

Stoffet havde jo liggende fra dengang.
Har du også sådan en pinlige projekter liggende?

torsdag den 19. februar 2015

Praktisk og pæn halsedisse

Jeg er en rigtig kjolepige!
Men det betyder også, at jeg her i vintermånederne meget tit fryser, når jeg går rundt ude på mit arbejde, og en sød kollega mindede mig op, at det altid hjælper at have noget omkring halsen.

Derfor har jeg nu lavet mig en ny halsedisse, som går til stort set alle mine kjoler, da den er sort.
Opskriften er fra Hjelholt Uldspinderi, og den er super simpel og alligevel pæn, når den er færdig.
Som du kan se, så strikker man bare et langt stykke (115 masker på p5) og lukker det løst af.

Når man så er færdig, syes det hele sammen med lette sting, og det danner denne fine halsedisse/tørklæde.

Jeg har brug noget super blødt garn, som jeg for en gangs skyld havde liggende i forvejen.
Det føles godt omkring halsen og varmer dejligt.

lørdag den 6. december 2014

Hæklede kranse

De her kranse er simpelthen så lette at lave, og i dag har begge mine piger hæklet løs, så der kan fornyes lidt pynt på årets juletræ.
Du starter med en gardinring, og om den hækler du fastmasker, til det hele er fint og tæt. Klip af og hæft.
Derefter vikler du et bånd omkring. Her af guld, men vi har også lavet dem med rødt satinbånd.
Og frem til jul kan de hænge på en gren i selskab med et par stjerner...

mandag den 1. december 2014

Julesokken er på plads

Trods det at mine piger efterhånden er blevet store, så skal julesokken alligevel frem på døren hver jul.
Jeg har aldrig fået vist dig denne super flotte og meget lette udgave en julesok, så det får du derfor her i dag d. 1. december:



Sokkerne er fremstillet af uldfleece og stukket rundt i kanten ca. 1 cm fra kanten. I toppen har jeg sat en meget blød og lækker "pels", og så er begge sokker dekoreret med et fint hjerte og lidt pynt. Emilies sok har efterhånden tabt sit, men Ronjas er stadig fint:
Og så kan de selvfølgelig kende forskel ved det lille håndbroderede forbogstav i hjørnet.
Glædelig december :-)

mandag den 20. oktober 2014

Nyt badeværelse = nye vatrondeller

Selvfølgelig...

Nej, jeg har ikke fået helt nyt badeværelse, men det føles faktisk sådan.

Sidste uge da min mand var i Italien, valgte jeg at overraske ham med et lille projekt.

Jeg tømte badeværelset, malede, købte nyt spejl, skab, håndklæder og badeforhæng og wupti - vi fik et nyt badeværelse.

Jeg er blevet ovenud tilfreds med resultatet, og da alle ting nu er holdt i grå og grønne farver, ja så var jeg jo nødt til at få udskiftet vatrondellerne. (De rødlige ligger i stedet inde i skabet :-)







Du har set dem før, men jeg er så glad for dem, og min datter har også taget dem i brug.

Jeg har en lille vaskepose hængende til at samle dem sammen i, og så kommer de lige med håndklæderne på 60 grader, når posen er fuld.

Nemt og praktisk.

Jeg har strikket dem lidt større end tidligere.

Denne gang har jeg slået 15 masker op og strikket perlestrik, til jeg havde et kvadrat.

Tidligere udgaver har enten været hæklet rundt eller strikket som retstrikning, men perlestrik fungerer altså bedst til at vaske sig med, synes jeg.

onsdag den 15. oktober 2014

Smukke og brugbare grydelapper

Jeg er blevet fuldstændig pjattet med den her opskrift, som jeg skrev om i går.

Grydelapperne er simpelthen så lette at hækle, at man bliver helt afhængig af at lave dem :-)
Nu har jeg lavet to sæt.






Du starter med en luftmaskekant som så du så laver fastmasker omkring. Når det så er samlet til en ring går du bare i gang og hækler frem og tilbage.

Første række hedder: 2 fm, 3 fm i næste, 2 fm.

Vend med en lm.

Næste række er så: 3 fm, 3 fm i næste, 3 fm.

Vend med en lm.

Tredje række: 4 fm, 3 fm i næste, 4 fm.

Forstår du princippet?

De 3 fm kommer så til at danne hjørnet, og der kommer det der lille fine hul.



Min søde kollega har nedskrevet opskriften til mig i et fødselsdagskort, og hun har givet mig lov til at vise jer det:






Som jeg også skrev, så skal man hækle i bagerste fastmaske hele tiden, for at opnå den effekt, som der ligger i mønsteret.

Super let.

Husk at hækle en meget stramt, så bliver det flottest.

Brug dobbelt bomuldsgarn - her bruger jeg Sandnes, som er mit favoritgarn indenfor bomuld.

Nål 3½.

tirsdag den 14. oktober 2014

Hæklede grydelapper

Til min fødselsdag fik jeg en skøn gave af min dejlige kollega Bente.

Hun havde nedskrevet opskriften og hæklet disse lækre grydelapper, som jeg havde set i hendes sommerhus.




Nu har jeg selv været i sving med hæklenålen også, og når jeg har fået hæftet ender, skal du nok få lov til at se resultatet ;-)

Lapperne hækles af to tråde bomuldsgarn, her id-garn fra Brugsen, og med en str. 3 1/2 hæklenål.
De er virkelig lette at lave, og så starter man simpelthen med hanken, så den er overstået med det samme.
Effekten opstår ved at hækle fastmasker i bagerste maske hele tiden, og resultatet bliver lækre, faste og kraftige lapper, som samtidig hænger så smukt og pynter.
God tirsdag derude :-)

søndag den 12. oktober 2014

Græskarhovederne står klar

Første dag af vores ferie har stået i det kreative tegn og med ungerne.
Vejret var jo skønt, så vi smuttede lige ned til den lokale forhandler af græskar og købte 5 stk. (45kr)

I min datters klasse har de en tradition for, at gaven man medbringer skal være hjemmelavet + indeholde et beløb svarende til ens klassetrin. Dvs. 5. kl. = 5kr.

Vi sad på terrassen, og frem kom disse hoveder.







Man kan vist godt se, hvilke der gik til de to fødselarer.

Faktisk har vores piger nu en alder, hvor denne aktivitet virkelig er sjov og hyggelig.
Tidligere har jeg alligevel skulle gøre det meste af arbejdet, fordi de ikke har haft kræfter nok, eller fordi kniven er så svær at styre.
Nu kan de både udhule, tegne et mønster og selv skære det ud, uden at jeg skal bekymre mig om, at kniven pludselig sidder i et lår eller en hånd :-)

Fortsat god ferie derude - hvis I er lige så heldige som mig.


Det er så skønt at høre fra jer læsere, så send mig endelig en kommentar på indlægget.

søndag den 22. juni 2014

Tæppe a la afghan... #8

Jeg kan se, at det er ved at være et stykke tid siden, at du har fået en update på mit tæppe a la afgahn, og det har faktisk også ligget lidt stille.
Projektet er stadig fantastisk, og jeg er vild med at finde på ideer til design af de forskellige felter.
I dag har jeg endnu 2 færdige til projektet, og dem skal du har få at se:


Som du kan se, så har jeg haft gang i dobbelt perlestrik og med to tråde.
Det har resulteret i et tæt og lækkert felt, og jeg kan godt se, at jeg fremadrettet vil foretrække felter uden for mange huller, for jeg tænker, at det er mest lækkert at ligge med på sofaen.

Andet felt har jeg selv fundet på. Jeg har hele tiden flyttet en maske til siden og dermed fået lavet det skrå look:


Nemt at gå til...
Og så langt er jeg samlet set kommet... Nærmer mig halvvejs... 9 ud af de 20 planlagte :-)

onsdag den 11. juni 2014

QR-koder på symaskinen

Jeg har leget lidt til min undervisning i håndarbejde.
Efter sommerferien kommer faget jo til at hedde håndværk og design, og jeg er spændt på, hvilke nye tiltag der skal ske.
En ting må dog være sikkert. Eleverne skal vel fortsat have mulighed for at lære at sy på symaskine (håber jeg da).
Jeg har nu undervist i mange år i faget, og hver gang der skal gang i en symaskine, så kan eleverne ikke huske, hvordan de nu skal tråde den.
Jeg ser egentlig mig selv som et tålmodigt menneske, og jeg har ikke noget imod at forklare tingene igen - og igen - og igen...
Men rent tidsmæssigt kan det være en udfordring, og derfor har jeg nu fundet på at sætte QR-koder på alle symaskinerne i mit lokale.

Og eleverne er ret vilde med det...
Nu sidder der en kode for oven på maskinen, som selvfølgelig linker til en video på youtube med hvordan eleven skal tråde overtråden, og så sidder den anden QR-kode nede ved spolehuset, og den linker selvfølgelig til undertråden.
Jeg har sat dem fast med det plastik, som man indbinder bøger med, og det findes jo på enhver skole.

QR-kode til overtråd:

QR-kode til undertråd:


Kender du ikke selv til brugen af QR-koder, så kan jeg bare fortælle dig, at det er super let at lære. Jeg bruger en hjemmeside, som hedder MobiSticks, og her laver du et gratis login.
Inde på siden linker du så til din film eller pdf-fil eller hvad du nu vil have lavet kode på, og så wupti - og så har programmet lavet en kode til dig.
Den kan så printes ud, og så kan jeg anbefale dig at bruge ScanLife som scanner. (den kan tage rigtig mange forskellige typer af koder)

onsdag den 23. april 2014

Humlebi...

Min mand havde fødselsdag her i marts, og derfor var der selvfølgelig en god undskyldning for at få lavet en ny hue til ham.


Jeg havde set mig lidt om på nettet, for jeg ville finde på en ny model og ikke bare den sædvanelige med rundt og rundt og så indtagninger...

Derfor blev jeg inspireret til at strikke den således:

Jeg har brugt strømpepinde størrelse 6, og så har jeg strikket med 3 tråde af almindeligt arwetta-strømpegarn. (Jeg havde lidt travlt, og denne hue kan laves på en aften eller to)
Først slår man simpelthen et passende antal masker op. Her 86. De første 4-5 cm er strikket på pinde 4, og det er blevet ret godt.




Når huen så har en passende længde, så lukker man af med tre pinde. Husk først at vende huen om, så du lukker af på vrangsiden af arbejdet.

Dvs. du sætter alle maskerne på 2 pinde, så strikker du en maske fra hver pind sammen som mønsteret viser (her 1r+ 1vr) og lukker af almindeligt ved at trække den bagerste maske over den næstbagerste. Sådan fortsættes og du har herefter et rør lukket i den ene ende.

Denne ende afklippes, så du har en forholdsvis lang tråd, for nu skal du så sy denne sammen som du kan se på billedet her: (det er stadig vrangsiden af huen)
Og vupti, når man vender huen om har man fået et smart og friskt look :-)

Jeg blev inspireret fra youtube af denne video. Den er lang, og hun strikker langsomt, men hvis du spoler frem til 9. minut, så ser du afslutningen med de tre pinde.

fredag den 11. april 2014

Påskekylling

I min datters seng står denne lille påskekylling.



Du kan sikkert kende den fra Drops, og den er heller ikke helt ny. Faktisk er det en af de første hæklede opskrifter, jeg nogensinde har fulgt, men jeg husker det som en meget nem udfordring. Det vigtigste er, at du husker at sætte en mærketråd i begyndelsen af omgangen, for så undgår du at komme i tvivl om, hvornår du har nået hele vejen rundt :-)

Hvad putter man så inden i sine hæklede dukker/dyr?
Det er faktisk lidt af en smagssag.

I følge mange opskrifter bruges syntetisk pudefyld, og det har også sine fordele. Du kan lettere vaske dukken, og det holder sig pænt inde i den  - MEN det er syntetisk.

Jeg foretrækker at bruge uldfyld, og det er nok en vane som jeg har fået tilbage fra da mine børn var helt små, og jeg syede små Steinerdukker til dem. Der skulle alt være af naturmaterialer om muligt.

Jeg kan godt lide tanken om, at tingene er naturlige, og jeg ved godt at uld har det med at vandre lidt ud gennem dukkerne, hvis det bliver brugt flittigt. Husk bare aldrig at trække i sådanne udvandrende uldender, for så trækker du bare mere med ud. Du skal i stedet klippe dem af, og det gælder for så vidt også på strikkede uldtrøjer mm.

Jeg har altid vasket mine produkter i vaskemaskinen, og det har aldrig været et problem, og SÅ tit vaskes de jo heller ikke...

Til undervisningsbrug i skolen køber jeg dog udelukkende pudefyld fra Stof og Stil. Det er klart billigst, og så har det heller ikke den "bivirkning", at det lugter lidt af får.

Hvad med dig? Hvad foretrækker du selv som fyld?

God påske til jer alle. Jeg vil nyde min ferie her fra i dag ;-)

Link til opskriften.

onsdag den 19. marts 2014

Tæppe a la afghan... #4

3. felt til mit tæppet har jeg strikket i 4 forskellige garner:
Denne gang har jeg leget med retstrikning, og jeg har forsøgt at væve de forskellige garner ind i hinanden i et tilfældigt og dekorativt mønster.
Jeg har været omhyggelig med at skifte trådene på hver side af strikningen, så den effekt der kommer af farveskiftene, er blevet ens på begge sider.
De tre af garnerne er ensfarvet og den fjerde er en multigarn (Fabel fra Drops), der ligeledes er med at at lave effekt.
Der har været uendelig mange farveskift, og det ville også have betydet urimeligt mange ender, der skulle have været hæftet. Men har du fulgt mig lidt tid, så ved du også, at jeg hader at hæfte ender, og jeg gør alt hvad jeg kan for at slippe for det...
Her har jeg simpelthen bundet garnerne sammen hver gang, og så har jeg lagt tråden til og strikket det med ind i garnet. Det er ikke en teknik, jeg ville bruge til en bluse, men til sådan et tæppe, sker der jo ikke noget ved, at garnet bliver lidt tykkere henover et par masker... Det reducerede i hvert fald hæftningen af ender til 2, og det var lige til at klare :-)

lørdag den 8. marts 2014

Tæppe a la afghan... #2

Jeg er startet på et stort og lækkert tæppe, og nu er mit første felt i hus - Jeg er meget tilfreds:


Feltet måler 30 x 30 cm, og først lavede jeg en strikkeprøve, så jeg var sikker på, at størrelsen kom til at passe.

Strikkeprøven var på 21 masker og kom til at måle 11 cm, og når man vil lave disse bobler kræver det et maskeantal der kan deles med 8 + 5 masker, så jeg skulle lige have gang i de små grå.
Og som du kan se, så har jeg også lavet en kant på det færdig kvadrat af perlestrik, så det skulle også lige regnes med.

Til det her felt har jeg brugt garn fra Sandnes - SISU-garn, som er en lækker uldgarn med 20% nylon. Den kan bruges til strømper og er fin og meget holdbar. Her har jeg strikket med 2 tråde, så der kommer mere fylde i tæppet. Det passede lige med 2 nøgler, og der er lige en rest tilbage, som jeg kan bruge i et andet felt senere.

Vil du lære at strikke med bobler, så er det meget nemt. Mønsteret er herfra, og jeg giver dig lige en smagsprøve på bogens skønne indhold.


Jeg kan varmt anbefale strikkehåndbogen, hvis man gerne vil lege med mønsterstrik af diverse udgaver.

lørdag den 1. marts 2014

Vaskeklude

Foråret er kommet, og jeg har lyst til at arbejde med forårsfarver. Det blev tydeligt, da jeg stod og skulle vælge garn til mine nye vaskeklude...
Retsiden


Vrangsiden

Jeg har fulgt en blog, hvor de hver uge lægger en ny og gratis opskrift ud på forskellige vaskeklude, og det har givet mig lyst til at få lidt gang i at bruge noget af mit bomuldsgarn...



Jeg har selvfølgelig lavet om på deres opskrift, for jeg ville gerne have en pæn kant hele vejen rundt om kluden med perlestrik. Selve mønsteret løber over 41 masker, hvoraf de 3 i hver side er til kanten med perlestrik. Skal det forlænges tilføjer du bare et antal masker der går op i 3 til passende størrelse.

Ellers løber mønsteret over to pinde, og det er superlet at huske:

Pind 1 (retsiden): 1r, 1vr, 1r (perlestrik), 2vr, 1r. Fortsæt til de sidste 3 masker og lav igen perlestrik.
Pind 2 (vrang): 1r, 1vr, 1r (perlestrik). Strik hele pinden ret og igen perlestrik over de sidste 3m.

Kludene måler 20 cm, og er blevet en rigtig god klud som supplement til mine hæklede og strikkede vatrondeller.


Så skal jeg bare have lavet en stak... :-)
God weekend derude.

tirsdag den 4. februar 2014

Halsrør der varmer

Her er datteren med det fine halsrør, som hun er meget tilfreds med.
Det er et super hurtigt projekt at lave, hvis du skulle have lyst. Jeg har slået 170 masker op på pinde 5,5 med 2 tråde af tynd alpakka og så bare strikket glatstrikning derudaf. Ca. 3-4 cm fra kanten i begge sider har jeg lavet en omgang med hulmøster, men det kommer faktisk ikke rigtig til udtryk, når hun har det på, så det behøves ikke en anden gang.

Røret er blevet ca. 20 cm i bredden, og det passer fint med to omgang om halsen. Skulle det laves til en voksen, ville jeg nok slå 20 masker mere op, og så ville jeg nok også vælge en anden teknik, så røret ikke ruller så meget i kanterne.
Fx kan man lave strikkeopslagning, som er med til at forhindre dette, men man kan også efter 3 omgange lave en række med hulmønster og så efter endt arbejde kan man lave et lille ombuk, så der samtidig fremsår et lille mønster, som jeg lavede på en bamsekjole her.
Sidst kan man også strikke med moebius, som er den teknik, hvor man strikker/hækler fra midten og udefter og laver snoningen med det samme.

mandag den 3. februar 2014

En duft på bloggen...

Nogen gange kunne jeg bare så godt tænke mig, at jeg kunne dele en duft med jer her i blogland...
I går søndag fik jeg sådan en trang til knækbrød, at jeg fandt min gamle opskrift frem og satte alle ingredienserne i blød.
Da jeg kom hjem fra arbejde i dag, var det bare at klaske massen ud på to bageplader og ind i ovnen med dem - og jeg lover dig, at hele huset bare dufter dejligt af nybagt knækbrød.
Opskriften er uden gluten, og selvom du muligvis tåler gluten, så er den virkelig værd at kaste sig over.
Sådan ser det ud inden bagningen:
Og efter de vendes, brækkes de i mindre stykker og bages på den anden side. Når de kommer ud ser de sådan her ud:
Super sprøde. Brug dem som snack, som tilbehør, til pålæg osv. Gemmes og holdes sprøde i lufttæt beholder som en smuk kagedåse eller lign.

Egentlig er det min søde kollega, jeg skal takke for at komme i gang med at bage igen, for hun spurgte til opskriften for lidt tid siden, og så blev jeg jo mindet om de skønne minder...:-)