Viser opslag med etiketten genbrug. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten genbrug. Vis alle opslag

lørdag den 26. januar 2019

Rugbrødschips

Det er så nemt, at det næsten er pinligt at lave et opslag om det. Men de smager fantastisk, og nu hvor jeg igen bager rugbrød, ja så står vi med den kedelige rest, når vi skal til at bage nyt, og den rest kan nemt forvandles...

Du skærer nemlig brødet i så tynde skiver som overhovedet muligt. Derfra skæres de i passende stykker som disse firkanter.
Op på bagepladen og dryp olivenolie på og drys med groft salt.
Så er det bare ind i en varm ovn på ca. 180 grader OG HOLD SÅ GODT ØJE MED DEM. Jeg bager dem ca. 15 minutter, men det afhænger meget af brødtypen og tykkelsen på skiverne, så prøv dig frem. De skal være let gyldne og sprøde.
Nå de står i en skål efterfølgende, ja så er de ikke til at holde fingrene fra.
Velbekomme

søndag den 10. marts 2013

Vatrondeller


Er det lige en underlig ting at lave eller hvad...?
Egentlig er jeg i grunden vild med at genbruge ting (de vaskes med håndklæderne og fylder jo intet i maskinen), og yderligere bruge min garnrester til noget sjovt. Farverne har kan du måske genkende fra mine grydelapper (som nu bor hos vores skønne venner, der er vilde med dem), og ideen opstod efter jeg så noget ligende på nettet engang.


Projektet kræver ingen tankegang og passer mig fint i travle perioder eller efter/under større projekter som trøjer eller lign.
Jeg bruger strømpepinde nr. 4. Slår 12m op og strikker perlestrik til passende længde. Mine vatrondeller måler i færdig længde med den hæklede kant 7x7 cm.
Som du kan se, så har jeg også prøvet mig frem med nogle i retstrikning, men de er altså ikke helt så lækre, når de bruges. Dem i perlestrik er mere faste, så dem vil jeg klart vælge fremover.
Måske får jeg en dag suppleret mine vatrondeller med fine håndklæder og vaskeklude, så skal jeg nok vise dem frem også... God fornøjelse

søndag den 6. januar 2013

Orden i hæklenålene

Så kom hæklenålene også i orden her hos mig.
Efter at mine strikkepinde fik deres skønne etui for nyligt, var turen nu i dag kommet til hæklenålene.
Stoffet er naturligvis det samme, så de matcher... (Hørstof yderst og bomuldslærred inderst)

Fremgangen er som penalhuset, men her har jeg også husket at tage billeder af stroppen.

Stoffet gøres klart og tilpasses.
 
Lommerne måler alle 2,4 cm, som er perfekt til mine hæklenåle.
Der bliver 12 lommer her, og selve stoffet måler fra start 32 x 21 cm.
 
Sy lige ét sting for langt hver gang og hæft derefter. Det gør åbningerne mere stærke.
 
Vlieseline styges på bagsiden af hørstoffet.
 
Stroppen måler 7,5 x 44 cm.
(Klippes efter syningen til to)
Stroppen sys fast i højre side.
 
Læg ret mod ret.
 
Sy sammen. Lad en åbning i bunden blive. Klip hjørner og vend.
 
Pres og lav smukke hjørner.
Træk evt. hjørnerne forsigtigt ud med nål.
 
Klip pladevat.

Læg pladevat i og sy sammen i hånden.
 


Jeg kan kun hækle med disse skønne nåle...
 

Penalhus

Jeg har kastet mig over at lave en vejledning til et penalhus, efter at have fået en rigtig god tilbagemelding få facebook om mit tidligere indlæg - etui til mine strikkepinde. Syopgaven er så let at selv børn kan kaste sig ud i at lave den. Her først det færdige resultat:


Her er stoffet gjort klart.
3 ens stykker - det ene ombukkes, presses og stikkes i kanten.
Fx 35 x 22 cm. (Alt efter ønsket om færdige mål)
Marker med kridt hvor du vil lave dine mellemrum.
Sy alle mellemrum.


Pres stroppen sammen og stik den rundt i kanten. Der skal være to stropper og de skal ca. være 25 cm lange begge to. Læg dem som vist i højre side og sy dem fast.

Læg nu de to retstykker mod hinanden og sy dem sammen. Lad et hul stå åbent i bunden, så du kan vende penalhuset igennem. Klip hjørnerne af inden du vender.

 Læg et stykke pladevat indvendigt.


Sy hullet sammen med små usynlige bagsting.

Færdigt :-)


onsdag den 2. januar 2013

Lap på frakken

Hjælp, hvad gør man, når man lige skal have katten ud ad døren inden man skal på arbejde og derfor i farten vandrer ind i brændeovnen??
Jeg snittede den kun lige med min skønne sorte vinterfrakke, men skaden var sket, og jeg var grædefærdig! Et skævt hul på ca. 15 x 20 cm var smeltet væk, og jeg var ved at kyle frakken ud, inden jeg kørte.
Heldigvis lod jeg være, og nu har jeg i stedet en unik frakke, som efterhånden har høstet mange kommentarer.

Jeg fandt et stykke sort bævernylon frem i min systue, klippede hullet pænt og limede bævernylonet på hele hullet og lod det tørre godt op.

Denne skønne bog kan i den grad anbefales:
 
 
Heri fandt jeg en opskrift, jeg kunne bruge. Hæklede de to lapper og fik dem syet på med små usynlige bagsting. Resultatet er jo, som du kan se, yderst tilfredsstillende, og enten holder frakken til farven går af moden igen, eller også må jeg med tiden udskifte lappen...

søndag den 30. december 2012

Knit Pro etui

Jeg har glædet mig så meget til at vise dette værk frem. Min yngste datter og jeg gik en tur i systuen i går, og imens hun fremstillede et ansigt af en tom bøtte, kastede jeg mig over en længe ønsket ting - nemlig et flot og praktisk etui til mine strikkepinde og diverse tilbehør. 

 

Det færdige etui måler 38 x 29 i ydre mål, og for at sikre at wiren ikke falder ud, har jeg syet velcro på alle de små lommer. Det er nu let at finde de rette pinde og længder på wiren, da jeg har broderet størrelserne på pindene og længderne på wiren i etuiet.
 

Det ydre stof er hørstof købt i tidernes morgen til en nederdel, jeg aldrig fik syet alligevel. 
Indvendigt har jeg brugt bomuldslærred fra mine gamle gardiner i systuen.
På hørstoffet har jeg først strøget en tynd vlieseline, og mellem de to lag har jeg puttet pladevat inden det er lukket sammen med små usynlige sting.



Lukket og klar til at komme med i tasken på farten.