Viser opslag med etiketten gave. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten gave. Vis alle opslag

fredag den 11. april 2014

Værtindegave

Vi skal ud til vores dejlige venner i aften, og i den forbindelse skal de naturligvis have en lille ting.

Jeg har tidligere givet dem grydelapper og et håndklæde, så dette håndklæde er naturligvis lavet, så det matcher i farveren, og tingene plejer at falde i god jord :-)
Designet i mønsteret er meget let, og jeg har strikket i Drops på pinde 3,5. Vil du gerne have alle detaljer, så finder du dem lige her.
Her kan du se grydelapperne fra sidste år, dem må jeg snart få lavet lidt flere af. Indslaget om dem og nærmere vejledning til at finde opskriften, finder du lige her.


Her ser du samme udgave i blåt. Det fik min bror i sommers, men jeg har ikke fået det lagt på bloggen tidligere, fordi jeg har opdaget, at jeg har strikket det lidt for kort i forhold til min oprindelige udgave...

onsdag den 22. januar 2014

Sokker i nyt design

Julen 2013 fik min bror denne gave, som jeg ikke har fået vist jer endnu.
Jeg har ikke før strikket herresokker, men da vi i høj grad selv fremstiller vores gaver eller finder ting i genbrugsbutikker, så var det naturligt, at jeg skulle forære ham et par varme sokker.
Men da jeg kom i gang, og fik brugt min mand som model, så opdagede jeg en forskel, jeg ikke tidligere har tænkt over. Nemlig at en herrefod i højere grad bør tilpasses og indtagningerne derfor også lægges anderledes.
Det har jeg forsøgt at vise dig her på dette billede, for som du kan se, så er der taget ind til lilletåen meget tidligere end ved tåen i modsatte side. Det betyder en perfekt pasform, men også at man lige skal kigge på sokkerne inden brug, for nu har man klart en højre- og en venstresok.
Som du kan se, så sidder de bare perfekt, og de bliver ikke for store at have på i skoene.
Jeg har strikket af rester, så derfor er skaftet en Lana Gross med mønster og foden en hjertegarn i koksgrå, så ud over de mange timer, det tager at strikke et par sokker, så er det jo en ret billig gave.

mandag den 30. december 2013

Hue og halsrør til datteren

Du skal se den julegave, som jeg har lavet til min store datter. Det er et ret langt og lækkert halsrør med en dertilhørende hue, og som du kan se, så passer det den unge dame perfekt :-)


 Teknikken med moebius handler om, at man laver en snoning på røret og dermed strikker/hækler fra midten og udad. Dvs. først den tykke række stangmasker i midten og derefter den røde osv. En omgang hækling bliver derfor på en måde til to...
Teknikken bevirker, at tørklædet sidder langt bedre, når det er færdigt, da det derfor ikke kommer til at sno sig på en træls måde med tiden.

Det er i øvrigt sidste gang, at jeg køber Drops, når det ikke er på tilbud. De har altid tilbud på en type garn, men denne gaveide opstod lidt for sent, så jeg havde ikke fået købt ind i tide. Det betød også, at hele sættet kom til at koste mig 500kr i garn, og det er nok lidt i overkanten til en teenager, der har det med at skifte smag ind i mellem...
Dog vil jeg lige rose garnkvaliteten. Big Merino er simpelthen så blødt og lækkert, at det kan bæres af alle.

søndag den 20. oktober 2013

Pulsvarmere

Nu hvor vi skriver efterår, så var det vist på tide, at jeg fik afleveret min gave...
Tilbage i august havde min svigerinde fødselsdag, men vi har ikke lige fået kalenderne til at spille sammen, så det blev først i dag, at hun fik sin gave:
Smukke og lune pulsvarmere  - og hun blev glad. Og i virkeligheden er det også først nu, at hun begynder at kunne bruge dem.
Jeg har strikket dem i en mørk gråmeleret strømpegarn på pinde 2,5. Det gik derfor lidt langsomt, men skidt med det, når bare resultatet bliver godt. 
Mønsteret er først to pinde med 2r, 2vr. Så forskydes det hele to masker og igen to pinde 2r, 2vr. Jeg har set det kaldet dobbelt perlestrik eller forskudt rib...
I hvert fald er det langt fra de sidste pulsvarmere, jeg har lavet. Nu ønsker jeg mig nemlig også et par...:-)