Viser opslag med etiketten hækle. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hækle. Vis alle opslag

lørdag den 24. oktober 2020

Coloursandtæppe

 Nu er jeg endelig i mål med mit tæppe, og det er blevet let og lækkert, som jeg havde håbet på.



Kanten er afsluttet først med stangmasker og derefter en blondekant, hvor jeg hækler 3stm i samme maske og springer til 3. ledige maskehul.



Jeg har tidligere skrevet meget mere om tæppet og henvist til inspiration her: link

Om det bliver sidste gang, at jeg laver et tæppe på nål 2,5 ved jeg ikke, men der skal gå lang tid, før jeg gider igen. Men projektet er virkelig godt til at få brugt sine garnrester, som man jo altid har liggende...

tirsdag den 8. januar 2019

Coloursand

Det her er lidt af et evighedsprojekt, som jeg gerne vil vise dig i dag. Jeg har arbejdet med tæppet gennem 2 år nu, men der går længe imellem, at jeg hækler på det.
Det ligger ligesom og venter mellem alle de andre projekter, som jeg arbejder på, og det har ikke travlt med at blive færdigt.
Jeg han enormt godt lide projektet, og det er allerede i brug, selvom det ikke er færdigt. Det hænger bare over armlænet på den ene sofa, og så skidt med at der hænger lidt garnender hist og pist.


Tæppet består af en række baner, som hækles sammen på den anden led. Alt er hæklet i stangmasker.

Nål 2½


Lise Franck har laget denne opskrift på Ravelry, og du kan også se flere billeder af hendes projekter på instagram.
Hun har lavet mange tæpper, og hun er vældig inspirerende at følge. Herfra har det bare udviklet sig til mit tæppe efter mine farvekombinationer.

Når jeg skal beslutte rækkefølgen på næste række, så har jeg fundet på at lave en masse små dunter af garn, så jeg kan bruge dem som et farvekort.


Dunter som farvekort.

Sådan planlægges arbejdet med næste række.
Det fungerer super godt. Når jeg så skal hækle den planlagte række, sætter jeg alle dunterne på en stor sikkerhedsnål, og så har jeg rækkefølgen med mig, hvorend jeg skal arbejde med tæppet.
Super smart, synes jeg selv.

Alt er hæklet i alpakkauld eller strømpeuld, og jeg arbejder på en nål 2½, så det er småt arbejde.

lørdag den 6. december 2014

Hæklede kranse

De her kranse er simpelthen så lette at lave, og i dag har begge mine piger hæklet løs, så der kan fornyes lidt pynt på årets juletræ.
Du starter med en gardinring, og om den hækler du fastmasker, til det hele er fint og tæt. Klip af og hæft.
Derefter vikler du et bånd omkring. Her af guld, men vi har også lavet dem med rødt satinbånd.
Og frem til jul kan de hænge på en gren i selskab med et par stjerner...

tirsdag den 8. april 2014

Tæppe a la afghan... #6

Det her har alligevel været den største udfordring indtil nu.
Jeg havde sat mig for at hækle en stjerne med 12 takker, og den skulle jeg så på en eller anden måde få til at blive til et kvadrat.
Stjernen var ikke nogen udfordring, og her skal du lige se den, før jeg selv begyndte på beregningerne... (eller rettere sagt; efter jeg har pillet op for 5. gang!)

Det er altså ikke lige til sådan at få en stjerne til at blive et kvadrat!
Her er afbilledet et af mine mange uheldige udfald, som endnu engang er pillet op:

Billedet er desværre taget i mørke omgivelser, men jeg håber, du kan se, at i stedet for at blive til en fin firkant, ja så buler og folder arbejdet sig, og jeg har bare pillet op SÅ mange gange...

Mit endelige resultat, som jeg er blevet helt tilfreds med, ser sådan her ud:

Kan du godt lide stjernen, og vil du prøve den af, finder du en opskrift med diagram her.
Er du ligesom jeg glad for at se tingene som video, så får du her et link til youtube med opstarten.

Skøn våd tirsdag derude :-)

lørdag den 5. april 2014

Tæppe a la afghan... #5

Den meget opmærksomme bloglæser vil her genkende noget fra dette billede...
Dette tern til mit tæppe er nemlig lavet ud fra samme opskrift, som jeg et par gange har lavet grydelapper af. Se dem her.

Jeg har altid fundet mønsteret sødt, og derfor har det været oplagt for mig, at få det med i tæppet. Mønsteret er fra Drops, og for at jeg har fået størrelsen til de 30 x 30, har jeg brugt 3 tråde af strømpegarnet og hæklenål 5. Jeg fortsatte rundt til sidst med fastmasker og stangmasker, til arbejdet passede i størrelsen.

lørdag den 15. marts 2014

Tæppe a la afghan... #3

2. stykke til mit tæppe er færdigt:
Denne gang har jeg hæklet i stangmasker frem og tilbage og vendt i hjørnet med 2 stangmasker, 2 luftmasker, 2 stangmasker, så der fremkommer det lille hul som mønster hele vejen.
Det nemme ved dette tern har været, at det ikke forinden krævede nogen beregninger, for jeg kunne bare fortsætte til feltet nåede den rette størrelse på 30 x 30 cm.
Jeg afsluttede med en kant af stangmasker hele vejen rundt i den mørke koksgrå farve, og det satte ligesom en ramme omkring det hele.

torsdag den 6. marts 2014

Tæppe a la afghan... #1

Nu er der valgt garn til næste STORE projekt:



Jeg vil i gang med at lave et nyt tæppe til min sofa, og det skal laves af store kvadrater, som alle skal være helt forskellige. Hvert kvadrat skal måle omkring 30 x 30 cm, og jeg vil kombinere felterne med både strik og hækling efter lyst.

Tæppes skal være stort og primært holdes i de blålige/petroleumsfarver, som jeg her har fundet frem, og så vil jeg bruge lidt pink til at sætte lidt spræl i det hele.
Lige nu er mit gæt, at jeg får brug for omkring 50 nøgler garn i alt - men vi må jo se :-)
Jeg tror, at belønningen skal være en ny sofa, når jeg en dag er færdig med tæppet :-)

Som du kan se, så er garnvalget en kombination af mange forskellige garnkvaliteter, men fælles for dem alle er, at de er af uld og kan tåle maskinvask på uldprogram. Strikkeprøver bliver vejen frem, og så må jeg regne mig frem til rette størrelse.



Det her tæppe har jeg haft i min kamerarulle i mange år, og jeg har altid drømt om at fremstille noget i samme stil. Det er derfor også det tæppe, som har inspireret mig til mit arbejde.
Stilen kaldes afghan, og lige netop dette tæppe er fremstillet af 20 forskellige designere, der hver har bidraget med en firkant, og sammen har de fået skabt dette fantastiske resultat:
Du kan læse mere om det her, og i linket finder du også opskrifter til felterne på billedet. (på engelsk)
Er du på Raverly, ligger der over hundrede forskellige billeder af tæppet i andre farver.
Tjek dem ud her.

Min plan er dog selv at designe tæppet, og til det vil jeg finde mine skønne hækle- og strikkebøger frem, og lave forskellige felter fra bøgerne. Første felt er ved at tage form i hovedet :-)



Hvis du har lyst til at se mine tæpper, som jeg tidligere har fremstillet, kan du finde dem her og her.

søndag den 16. februar 2014

Sjalet i alpaka

Så kom ferien også her til Fyn, og det betyder, at jeg har haft tid her i går til at få lavet dette skønne sjal færdigt. Jeg har tidligere skrevet om det her.

Jeg er meget glad for resultatet og stadig stolt over at have løst opskriften. Jeg har siddet med sjalet på her til formiddag for at mærke effekten fra den skønne alpaka, og det er varmt og blødt at have på - og så fylder det samtidig ikke ret meget, hvis det skal med i en taske.

Det har været en sjov proces undervejs. For som jeg skrev tidligere, så var jeg lige ved at opgive helt, men nu er mønsteret bare så simpelt og ligetil, og jeg kan så godt lide at det hele kan laves sammenhængende og uden sammensyninger til sidst. Jeg hækler de få ender mellem garnskiftene sammen undervejs, så jeg endte med kun at skulle hæfte i bunden og toppen. Det var da til at overkomme.

Sjalet er hæklet efter en opskrift fra Drops, og garnet er også derfra.

Havde de dog bare i opskriften fortalt, hvordan men skal fortsætte et mønster, så selv jeg kunne forstå det, så ville det hele have været meget lettere.

Jeg kunne godt have brugt denne forklaring:
Lav først mønsteret efter diagrammet dvs. ialt 16 rækker.

Række 17 laves nu som række 12 men udvides nu så rækken kommer til at hedde:

2st, 6st, 2st, 4lm, 3fm, 4lm, 2st, 9st, 2st, 4lm, 3fm, 4lm, 2st, 9st, 2st, 4lm, 3fm, 4lm, 2st, 6st, 2st, 2lm, 1 tredbl-st. Lav nu luftmaskebuen med de i alt 9 lm og vend til næste række. 

Som du kan se, så forlænges rækken, og den grønne farve markerer nu midten som før var de 9st.
Række 18 bliver som række 13 igen hvor midten flyttes. (de røde stangmasker er dem om buen).
På samme måde gentages disse 5 rækker sidste rækker af mønsteret hele tiden, til sjalet har den ønskede længde.
I mit tilfælde blev det 65 cm fra spids til nakken, og det passede lige med 4 nøgler garn.

Jeg skal ikke beholde sjalet til mig selv, for jeg har efterhånden for mange, og jeg vil heller have et i en anden farve. I stedet bliver det lagt i bunken med gaver eller måske sat til salg senere. Det har jeg ikke lige besluttet mig for endnu ;-)

Hvad ville du gøre med det? og hvordan kommer du af med alle dine kreationer?

God søndag herfra :-)

torsdag den 6. februar 2014

Koden er knækket...


Hold op hvor kan jeg blive irriteret, når der er en opskrift, jeg ikke kan forstå! Bagefter er det faktisk ret morsomt, men jeg tror egentlig, at det kan sidestilles med, når andre ikke kan løse en sudoku, kryds og tværs eller andre matematiske gåder og ikke vil give op!
Man vil det bare så meget, og det kan bare ikke passe, at man ikke kan finde ud af det!
Sådan har jeg det i hvert fald, og jeg finder mig ikke i, at der er noget jeg må give op overfor.
Alligevel må jeg indrømme, at jeg var tæt på at smide dette mønster meget langt væk, for der stod bare i vejledningen, at når mønsteret var hæklet, skulle jeg bare fortsætte!
Jeg fattede simpelthen ikke logikken med, hvordan jeg bare kunne fortsætte, og jeg måtte sidde og tegne mønsteret for mig selv:
Langsomt gik ideen og logikken op for mig, og nu har jeg nedskrevet hele opskriften og fortsætter linje for linje, så du måske også en dag får lyst til at kaste dig over sjalet, som det jo skal blive til en dag. For da jeg var inde på Drops' hjemmeside, kunne jeg bare se, at der var mange andre forvirrede sjæle, der stillede spørgsmål til lige netop den opskrift. Og hver gang fik de samme svar; fortsæt efter mønsteret...

Sådan her ser min mønstervejledning ud pt:
Og så langt er jeg på sjalet nu:

Opskriften fra Drops finder ud lige her.

søndag den 2. februar 2014

Pulsvarmere

Så blev de færdige, og jeg glæder mig, til de skal med på jobbet i morgen :-)
Gode lange er de blevet, og de kan faktisk nå helt op til albuen, når de trækkes helt ud. Jeg har strikket dem på strømpepinde nr. 3 og med en blanding af rester i strømpegarn og fint alpakkagarn fra Pickles. De er super bløde og lækre, og i går smed jeg en prøve af Picklesgarnet i vaskemaskinen på uldprogrammet, og også det gik godt, så nu ved jeg, at de let kan vaskes :-)

Rundt i kanten har jeg hæklet små takker, og det giver lige det sidste. Takkerne er meget lette. Du laver 3 luftmasker og derefter 3 stangmasker i første luftmaske. Så springer man 3-4 fastmasker over og gentager. På den måde kan du let tilpasse og fordele takkerne hele vejen rundt.

Et projekt mindre i stakken af projekter, som jeg skrev om her.

tirsdag den 28. januar 2014

Alle mine projekter lige pt.

Her kommer lige lidt af en afsløring!
For mit strikkebehov er vokset enormt er efter min eksamen er afsluttet (og inden næste modul starter på tirsdag), og derfor har jeg nu igen rigtig mange projekter igang sideløbende.

Jeg har det bedst med både at have hurtige projekter på store pinde, langsomme projekter, projekter der kræver stor koncentration, og så selvfølgelige småprojekterne...

Her et lille indblik i, hvad der pt. er på pindene:
Først det meget langsomme projekt:
Denne smukke bluse, som jeg strikker på pind 3. Jeg er startet på det for ca. 10 dage siden, og opskriften er fra design.club.dk af Else Schjellerup. Garnet er DUO-garn, og det har jeg ikke strikket med før, men det virker meget fint og lækkert. Er blusen færdig til sommer, er jeg yderst tilfreds.

Her et af de hurtige:
Min yngste datter ønsker sig et halsrør, så det har jeg lige slået masker op til. 
Det startede med, at min mand lige pt. er på ski i Norge, og med et blik på mit garnlager opdagede jeg, at det garn, som han sidste år havde med hjem til mig, stadig stod urørt!!! Ups. Ikke så godt, og slet ikke når jeg nu endnu engang har lavet en bestilling, som han også skal have med hjem!!!
Pickles-garnet er simpelthen så blødt (men portoen fra Norge er 150kr, og gratis i Norge), og hvis du aldrig har prøvet det, så er det altså en sikker vinder. Dette rør strikker jeg på pinde 5,5, og jeg har slået 170 masker op ud fra beregningerne efter min strikkeprøve.
Startede i går aftes og her til morgen kunne hun ikke helt forstå, at hun ikke kunne få det på i skole...:-)

Her har vi så lidt mønsterstrik:

Denne sweater startede jeg på i december, og jeg mangler ærmerne. Af en eller anden grund, så går jeg altid i stå her. Det er nok ligesom med strømper; jeg gider kun at lave den ene, og derfor har jeg jo altid gang i begge strømer på en gang. Men jeg har ikke to sæt strømpepinde i denne pindestørrelse, og måske jeg skulle anskaffe mig det...?
Du kan se mine ligende projekter med fair isle-strik her og her, men jeg kan afsløre, at det ikke er samme trøje denne gang.

Her har jeg et gaveprojekt:
Et håndklæde, som jeg har vist frem i pink her og hvor du kan se min opskrift. Vi har nogle venner, som er ved at opbygge en hel samling af grydelapper og håndklæder fra alle vores besøg. Det skal først være færdigt til om et par uger, så der er jo masser af tid:


Her har vi også et af de hurtige projekter:
Igen kan du se, at Pickles-garnet er fundet frem, og her i kombination med rester fra mit lager af strømpegarn. Jeg tror godt, at du kan gætte, hvad jeg er ved at lave, og ellers kommer der snart et færdigt indlæg med dem på...

Og sidste projekt lige pt., er naturligvis et hækleprojekt, for den kvikke og opmærksomme læser har jo bemærket, at det kun er strik, jeg har vist frem.

Jeg er gået i gang med dette sjal fra Drops:

Men jeg skal love for, at det har sine udfordringer. Jeg hækler i Drops alpakka, og det bliver fint og blødt, men selve mønsteret er godt nok udfordrende. Nu er jeg ved at være færdig med diagrammet, og så skal jeg selv finde ud af, hvordan det lige skal gentages fremadrettet...
Hmm, har googlet efter lidt hjælp, men kan bare se, at rigtig mange har samme problem... Opskriften finder du her, hvis du også trænger til en hækleudfordring... :-)

Det var projekterne herfra. Er du også typen med gang i mange ting, eller vil du hellere lave en ting færdig først?

Med ønsket om en smuk tirsdag herfra.

søndag den 19. januar 2014

Smukt håndklæde...

har nu set dagens lys:


Det hele startede med, at jeg så dette skønne håndklæde, og faldt pladask for ideen om at lave et par oldemorsfirkanter nederst som et smukt mønster. Tak for den ide.

Jeg har hæklet på nål 2,5, og det har taget et par aftener at lave. Mønsteret på firkanterne har jeg fundet i min hellige bog, som jeg vist efterhånden har fået vist en del gange (men den er så god, at den tåler endnu engang reklame). Har du den ikke i samlingen, så er den altså et must:
Jeg valgte et design og fremstillede derefter de 3 firkanter. Jeg måtte snyde lidt, for at få mønsteret til at gå op, så jeg kunne hækle videre bagefter, og det resultat, er jeg blevet ret godt tilfreds med, men hvis du kigger rigtig godt efter, så vil du kunne se, at der er 5 stangmasker nogle steder i den cerisefarvede kant, og det var fordi, den hvide kant, jeg så efterfølgende har puttet på skulle have været anderledes, men jeg ville have den hvide, for jeg havde besluttet mig for at sy firkanterne smukt sammen, så der ikke opstod nogen synlig samling.
Cerise og turkis er garn fra Sandnes, og den råhvide er Safran fra Drops.
Kanten har du her:
Start med en luftmaske. Spring efterefter 3 masker over og lav 5 stangmasker i næste kantmaske. Spring nu til 3. kantmaske og lav en enkelt fastmaske. Spring nu igen 3 masker over og nu er det så igen stangmasker.
Mønsteret er let et tilpasse, hvis maskeantallet ikke helt går op, og nogle gange springer jeg kun 2 masker over, og du kan slet ikke se forskellen.

Jeg har lige pt. gang i hele lydbogsserien om Erik Menneskesøn, og det falder jo dejligt sammen med mine strikke og hækleprojekter.
Hvis du aldrig har fået læst/hørt den, så er det en overraskende god repetition af sagn og myter om de gamle nordiske guder, og med undtagelse af 2'eren, så er serien rigtig fint skrevet.