lørdag den 23. februar 2013

Muffins uden sukker, mælk eller gluten...

I dag skal du simpelthen have min helt fantastiske opskrift på muffins. De er i ret høj kurs her i huset, og så kan de samtidig gå som lidt eftermiddagsmad til ungerne ind i mellem...
Tænd ovnen på 175g.
Kom flg. i en foodprocessor:

300g mandler
350g dadler
1 dl carob
2 dl kakaopulver (eller 3 og ingen carob)
1 tsk. vaniliepulver
Et lille nip kanel
2 tsk. bagepulver
Hak det hele rigtig godt. Tilsæt derefter:

150g kokosfedt
3-4 bananer
4 æg
Hak igen til passende konsistens.

Kom i forme og bag til det dufter i hele køkkenet.. Hos mig passer det med præcis 23 minutter, men hold godt øje med dem, for de bliver let brændte til sidst, og det må de ikke...

De smager også godt med blåbær i, eller når jeg virkelig skal flotte mig, kan der komme en plade god mørk chokolade i (men så er de kun som dessert her...)

Opskriften er min egen. Det er udviklet efter inspiration af mange forskellige opskrifter og efterfølgende utallige forsøg i køkkenet. Og jeg lover dig, at du ikke bliver skuffet. Brug den og link her til siden tak :-)

onsdag den 20. februar 2013

Sokker i hønsestrik

Jeg har forsøgt mig med hønsestrik, da jeg synes, det er en super sjov teknik og er vild med den frihed og egenkontrol, det giver.
Første forsøg skulle egentlig have været et par sokker til mig selv, men jeg har desværre ikke lavet dem store nok, så når jeg tager dem på, bliver figurerne underlige og deforme... (især hjerterne).
Heldigvis er de ikke gået tabt. Min datter er vild med dem, og som du kan se, så udvider de sig ikke, når hun har dem på.
Mønsteret har jeg bare tegnet op på ternet papir og så strikket løs.
Til sokkerne har jeg brugt Arwetta-garn og har strikket to tråde sammen og brugt pinde 3,5. Jeg har strikket med 12m på hver pind, og det skulle som sagt nok have været 13 eller 14 i stedet...

Jeg har også afsluttet disse sokker:
Disse er strikket på pinde 2,5, som jeg foretrækker på trods af, at det tager noget længere tid - men de bliver altså lige en tand skønnere at gå i.
Strømpegarnet har fået en ny plads... Denne smukke kurvfuld garn kan jeg nu nyde i min stue. Bare jeg kan holde katten fra den...







lørdag den 16. februar 2013

Grydelapperne er i hus

Ferien er startet, og jeg kan nu endelig få afsluttet flere projekter. I dag vil jeg vise dig mine grydelapper, som var et af de uafsluttede projekter, jeg skrev om for et par uger siden.
Opskriften er fra Drops, og jeg bruger Paris-garn og hæklenål 5.
 Foreløbigt lægger jeg lapperne i min kurv til gaver, og så må vi se, hvem der bliver den heldige...





Min bror fik disse i julegave. Beklager billedkvaliteten.




torsdag den 14. februar 2013

Første strik til datteren...


Min skønne datter syntes tidligere, at det var ret utrendy med mors strik! Men nu, efter hun så min røde trøje, var hun solgt. Vi drønede i KreStoffer og fandt uldgarn i en farve, hun er vild med, og så var det ellers i gang. (Oveni alle de andre projekter)
Mønsteret er fra Drops, og da jeg strikkede trøjen til mig selv, var det en str. M. Min datter prøvede den, og da mønsterets mindste størrelse var en S, fandt jeg i stedet på blot at gå en pindstørrelse ned. Og det var en succes. Trøjen sidder perfekt.
Det var dog ikke unden panik! For da jeg var nået til at skulle strikke kraven (lørdag aften) løb jeg tør for garn. Heldigvis var der mere i butikken, så efter et par dages venten drev panikken over...

søndag den 10. februar 2013

Fastelavnsboller

Lørdage, er dage hvor jeg tanker op - slapper af - værner om mig selv. Det er også dage, hvor der må indtages kulhydrater af den søde slags...
Mine chokolademuffins er et hit, og dem får du en opskrift på meget snart, men i går var det altså tiden at afprøve gluten- og sukkerfrie fastelavnsboller, og jeg stod i køkkenet med min ældste datter.
Jeg var lidt skeptisk, men de var ikke mindre end fantastiske, og du kan lige nå det!
Jeg er voldsomt inspireret af Low Carb, men jeg kan jo ikke følge en opskrift, uden at gøre den til min egen.
Mine ændringer gik i retningen af, at jeg tilførte mere smør, bruge Birkesød frem for Sukrin, brugte mere Husk, både mandel- og kokosmel. Undlod også proteinpulver og tilsatte yderligere lidt kanel til dejen. Min dej endte med at være en klistret masse, som jeg med to spiseskeer placerede på bradepanden. Gider ikke rigtig det der med at stå og forme i hånden, for bollerne former sig selv i ovnen, da de flyder lidt ud.
Herefter rørte vi en chokoladecreme af fløde og smeltet mørk chokolade, som både er smurt på indersiden af det ene lag og på toppen. Cremen i midten er lavet som anvist på hjemmesiden, og min yngste datter, der ikke kan lide flødeskum, var vild med den!
Én fastelavnsbolle er dog rigeligt! De mætter helt vildt.