søndag den 16. februar 2014

Sjalet i alpaka

Så kom ferien også her til Fyn, og det betyder, at jeg har haft tid her i går til at få lavet dette skønne sjal færdigt. Jeg har tidligere skrevet om det her.

Jeg er meget glad for resultatet og stadig stolt over at have løst opskriften. Jeg har siddet med sjalet på her til formiddag for at mærke effekten fra den skønne alpaka, og det er varmt og blødt at have på - og så fylder det samtidig ikke ret meget, hvis det skal med i en taske.

Det har været en sjov proces undervejs. For som jeg skrev tidligere, så var jeg lige ved at opgive helt, men nu er mønsteret bare så simpelt og ligetil, og jeg kan så godt lide at det hele kan laves sammenhængende og uden sammensyninger til sidst. Jeg hækler de få ender mellem garnskiftene sammen undervejs, så jeg endte med kun at skulle hæfte i bunden og toppen. Det var da til at overkomme.

Sjalet er hæklet efter en opskrift fra Drops, og garnet er også derfra.

Havde de dog bare i opskriften fortalt, hvordan men skal fortsætte et mønster, så selv jeg kunne forstå det, så ville det hele have været meget lettere.

Jeg kunne godt have brugt denne forklaring:
Lav først mønsteret efter diagrammet dvs. ialt 16 rækker.

Række 17 laves nu som række 12 men udvides nu så rækken kommer til at hedde:

2st, 6st, 2st, 4lm, 3fm, 4lm, 2st, 9st, 2st, 4lm, 3fm, 4lm, 2st, 9st, 2st, 4lm, 3fm, 4lm, 2st, 6st, 2st, 2lm, 1 tredbl-st. Lav nu luftmaskebuen med de i alt 9 lm og vend til næste række. 

Som du kan se, så forlænges rækken, og den grønne farve markerer nu midten som før var de 9st.
Række 18 bliver som række 13 igen hvor midten flyttes. (de røde stangmasker er dem om buen).
På samme måde gentages disse 5 rækker sidste rækker af mønsteret hele tiden, til sjalet har den ønskede længde.
I mit tilfælde blev det 65 cm fra spids til nakken, og det passede lige med 4 nøgler garn.

Jeg skal ikke beholde sjalet til mig selv, for jeg har efterhånden for mange, og jeg vil heller have et i en anden farve. I stedet bliver det lagt i bunken med gaver eller måske sat til salg senere. Det har jeg ikke lige besluttet mig for endnu ;-)

Hvad ville du gøre med det? og hvordan kommer du af med alle dine kreationer?

God søndag herfra :-)

lørdag den 8. februar 2014

Skøn trøje

Jeg sidder her og rydder lidt op på min blog og får sat etiketter på alle mine tidligere indlæg, og så opdager jeg, at jeg ikke har vist dig denne skønne trøje:
Og hvorfor har jeg så ikke lige gjort det? Det er fordi, trøjen blev gjort færdig for lidt over et år siden, og altså lige før jeg startede med at blogge...

Jeg har købt garnet i min lille lokale gårdbutik Bodebjerg, hvor vi altid handler økologisk kød. De forhandler også lidt garn, og en dag faldt jeg over denne skønne model, som jeg bare måtte eje.
Den er strikket i deres eget garn og på pinde 3.



Som du kan se, så er trøjen strikket rundt i et stykke (altså for og bagside på en gang) på den "forkerte" led. Kiler ved hoften og under armene danner den fine taljering, som jeg er så vild med, og så kan du også se, hvordan baner af perlestrik bryder mønsteret ind i mellem.

Jeg er ret sikker på, at det bliver en trøje, som jeg kommer til at strikke igen en anden gang, for selvom mønsteret er ret gammelt, så gør garnvalget trøjen god.

Her kan du se billedet fra opskriften - kønt ikk'?


torsdag den 6. februar 2014

Koden er knækket...


Hold op hvor kan jeg blive irriteret, når der er en opskrift, jeg ikke kan forstå! Bagefter er det faktisk ret morsomt, men jeg tror egentlig, at det kan sidestilles med, når andre ikke kan løse en sudoku, kryds og tværs eller andre matematiske gåder og ikke vil give op!
Man vil det bare så meget, og det kan bare ikke passe, at man ikke kan finde ud af det!
Sådan har jeg det i hvert fald, og jeg finder mig ikke i, at der er noget jeg må give op overfor.
Alligevel må jeg indrømme, at jeg var tæt på at smide dette mønster meget langt væk, for der stod bare i vejledningen, at når mønsteret var hæklet, skulle jeg bare fortsætte!
Jeg fattede simpelthen ikke logikken med, hvordan jeg bare kunne fortsætte, og jeg måtte sidde og tegne mønsteret for mig selv:
Langsomt gik ideen og logikken op for mig, og nu har jeg nedskrevet hele opskriften og fortsætter linje for linje, så du måske også en dag får lyst til at kaste dig over sjalet, som det jo skal blive til en dag. For da jeg var inde på Drops' hjemmeside, kunne jeg bare se, at der var mange andre forvirrede sjæle, der stillede spørgsmål til lige netop den opskrift. Og hver gang fik de samme svar; fortsæt efter mønsteret...

Sådan her ser min mønstervejledning ud pt:
Og så langt er jeg på sjalet nu:

Opskriften fra Drops finder ud lige her.

tirsdag den 4. februar 2014

Halsrør der varmer

Her er datteren med det fine halsrør, som hun er meget tilfreds med.
Det er et super hurtigt projekt at lave, hvis du skulle have lyst. Jeg har slået 170 masker op på pinde 5,5 med 2 tråde af tynd alpakka og så bare strikket glatstrikning derudaf. Ca. 3-4 cm fra kanten i begge sider har jeg lavet en omgang med hulmøster, men det kommer faktisk ikke rigtig til udtryk, når hun har det på, så det behøves ikke en anden gang.

Røret er blevet ca. 20 cm i bredden, og det passer fint med to omgang om halsen. Skulle det laves til en voksen, ville jeg nok slå 20 masker mere op, og så ville jeg nok også vælge en anden teknik, så røret ikke ruller så meget i kanterne.
Fx kan man lave strikkeopslagning, som er med til at forhindre dette, men man kan også efter 3 omgange lave en række med hulmønster og så efter endt arbejde kan man lave et lille ombuk, så der samtidig fremsår et lille mønster, som jeg lavede på en bamsekjole her.
Sidst kan man også strikke med moebius, som er den teknik, hvor man strikker/hækler fra midten og udefter og laver snoningen med det samme.

mandag den 3. februar 2014

En duft på bloggen...

Nogen gange kunne jeg bare så godt tænke mig, at jeg kunne dele en duft med jer her i blogland...
I går søndag fik jeg sådan en trang til knækbrød, at jeg fandt min gamle opskrift frem og satte alle ingredienserne i blød.
Da jeg kom hjem fra arbejde i dag, var det bare at klaske massen ud på to bageplader og ind i ovnen med dem - og jeg lover dig, at hele huset bare dufter dejligt af nybagt knækbrød.
Opskriften er uden gluten, og selvom du muligvis tåler gluten, så er den virkelig værd at kaste sig over.
Sådan ser det ud inden bagningen:
Og efter de vendes, brækkes de i mindre stykker og bages på den anden side. Når de kommer ud ser de sådan her ud:
Super sprøde. Brug dem som snack, som tilbehør, til pålæg osv. Gemmes og holdes sprøde i lufttæt beholder som en smuk kagedåse eller lign.

Egentlig er det min søde kollega, jeg skal takke for at komme i gang med at bage igen, for hun spurgte til opskriften for lidt tid siden, og så blev jeg jo mindet om de skønne minder...:-)

søndag den 2. februar 2014

Pulsvarmere

Så blev de færdige, og jeg glæder mig, til de skal med på jobbet i morgen :-)
Gode lange er de blevet, og de kan faktisk nå helt op til albuen, når de trækkes helt ud. Jeg har strikket dem på strømpepinde nr. 3 og med en blanding af rester i strømpegarn og fint alpakkagarn fra Pickles. De er super bløde og lækre, og i går smed jeg en prøve af Picklesgarnet i vaskemaskinen på uldprogrammet, og også det gik godt, så nu ved jeg, at de let kan vaskes :-)

Rundt i kanten har jeg hæklet små takker, og det giver lige det sidste. Takkerne er meget lette. Du laver 3 luftmasker og derefter 3 stangmasker i første luftmaske. Så springer man 3-4 fastmasker over og gentager. På den måde kan du let tilpasse og fordele takkerne hele vejen rundt.

Et projekt mindre i stakken af projekter, som jeg skrev om her.

tirsdag den 28. januar 2014

Alle mine projekter lige pt.

Her kommer lige lidt af en afsløring!
For mit strikkebehov er vokset enormt er efter min eksamen er afsluttet (og inden næste modul starter på tirsdag), og derfor har jeg nu igen rigtig mange projekter igang sideløbende.

Jeg har det bedst med både at have hurtige projekter på store pinde, langsomme projekter, projekter der kræver stor koncentration, og så selvfølgelige småprojekterne...

Her et lille indblik i, hvad der pt. er på pindene:
Først det meget langsomme projekt:
Denne smukke bluse, som jeg strikker på pind 3. Jeg er startet på det for ca. 10 dage siden, og opskriften er fra design.club.dk af Else Schjellerup. Garnet er DUO-garn, og det har jeg ikke strikket med før, men det virker meget fint og lækkert. Er blusen færdig til sommer, er jeg yderst tilfreds.

Her et af de hurtige:
Min yngste datter ønsker sig et halsrør, så det har jeg lige slået masker op til. 
Det startede med, at min mand lige pt. er på ski i Norge, og med et blik på mit garnlager opdagede jeg, at det garn, som han sidste år havde med hjem til mig, stadig stod urørt!!! Ups. Ikke så godt, og slet ikke når jeg nu endnu engang har lavet en bestilling, som han også skal have med hjem!!!
Pickles-garnet er simpelthen så blødt (men portoen fra Norge er 150kr, og gratis i Norge), og hvis du aldrig har prøvet det, så er det altså en sikker vinder. Dette rør strikker jeg på pinde 5,5, og jeg har slået 170 masker op ud fra beregningerne efter min strikkeprøve.
Startede i går aftes og her til morgen kunne hun ikke helt forstå, at hun ikke kunne få det på i skole...:-)

Her har vi så lidt mønsterstrik:

Denne sweater startede jeg på i december, og jeg mangler ærmerne. Af en eller anden grund, så går jeg altid i stå her. Det er nok ligesom med strømper; jeg gider kun at lave den ene, og derfor har jeg jo altid gang i begge strømer på en gang. Men jeg har ikke to sæt strømpepinde i denne pindestørrelse, og måske jeg skulle anskaffe mig det...?
Du kan se mine ligende projekter med fair isle-strik her og her, men jeg kan afsløre, at det ikke er samme trøje denne gang.

Her har jeg et gaveprojekt:
Et håndklæde, som jeg har vist frem i pink her og hvor du kan se min opskrift. Vi har nogle venner, som er ved at opbygge en hel samling af grydelapper og håndklæder fra alle vores besøg. Det skal først være færdigt til om et par uger, så der er jo masser af tid:


Her har vi også et af de hurtige projekter:
Igen kan du se, at Pickles-garnet er fundet frem, og her i kombination med rester fra mit lager af strømpegarn. Jeg tror godt, at du kan gætte, hvad jeg er ved at lave, og ellers kommer der snart et færdigt indlæg med dem på...

Og sidste projekt lige pt., er naturligvis et hækleprojekt, for den kvikke og opmærksomme læser har jo bemærket, at det kun er strik, jeg har vist frem.

Jeg er gået i gang med dette sjal fra Drops:

Men jeg skal love for, at det har sine udfordringer. Jeg hækler i Drops alpakka, og det bliver fint og blødt, men selve mønsteret er godt nok udfordrende. Nu er jeg ved at være færdig med diagrammet, og så skal jeg selv finde ud af, hvordan det lige skal gentages fremadrettet...
Hmm, har googlet efter lidt hjælp, men kan bare se, at rigtig mange har samme problem... Opskriften finder du her, hvis du også trænger til en hækleudfordring... :-)

Det var projekterne herfra. Er du også typen med gang i mange ting, eller vil du hellere lave en ting færdig først?

Med ønsket om en smuk tirsdag herfra.

søndag den 26. januar 2014

Den forkerte klud...

I går aftes sad jeg og strikkede en klud, som dem du har set tidligere. Hele tiden sad jeg med en fornemmelse af, at der var noget galt, men det var altså først, da jeg havde afsluttet kluden og sammenlignede den med de andre, at jeg opdagede fejlen...!
Undervejs havde jeg flere gange tjekket maskeantal, og den var god nok - der var de 50 masker, som jeg altid slår op til en mundserviet...
Kluden var tynd og slasket, og flere gange troede jeg, at jeg simpelthen strikkede for løst!
Da der stadig var en del garn tilbage i nøglet, efter jeg havde lukket af, gik det pludselig op for mig.
Jeg havde jo kun strikket den med én tråd og ikke to, som jeg altid ellers gør...

Nogle kreative forslag derude til hvad den nu kan bruges til? Jeg er mest bare til, at jeg piller den op :-)

onsdag den 22. januar 2014

Sokker i nyt design

Julen 2013 fik min bror denne gave, som jeg ikke har fået vist jer endnu.
Jeg har ikke før strikket herresokker, men da vi i høj grad selv fremstiller vores gaver eller finder ting i genbrugsbutikker, så var det naturligt, at jeg skulle forære ham et par varme sokker.
Men da jeg kom i gang, og fik brugt min mand som model, så opdagede jeg en forskel, jeg ikke tidligere har tænkt over. Nemlig at en herrefod i højere grad bør tilpasses og indtagningerne derfor også lægges anderledes.
Det har jeg forsøgt at vise dig her på dette billede, for som du kan se, så er der taget ind til lilletåen meget tidligere end ved tåen i modsatte side. Det betyder en perfekt pasform, men også at man lige skal kigge på sokkerne inden brug, for nu har man klart en højre- og en venstresok.
Som du kan se, så sidder de bare perfekt, og de bliver ikke for store at have på i skoene.
Jeg har strikket af rester, så derfor er skaftet en Lana Gross med mønster og foden en hjertegarn i koksgrå, så ud over de mange timer, det tager at strikke et par sokker, så er det jo en ret billig gave.

mandag den 20. januar 2014

Min nye computertaske

Så blev den færdig og skal med på job i dag :-)
Jeg er bare så pære stolt, for som du kan se på billederne, så har mine beregninger vist sig at passe perfekt, og jeg har derfor nu min helt unikke computertaske.


Inden vask var den ret stor og især i bredden, og jeg var faktisk usikker på, om den ville komme til at passe.
Lukningen af tasken har jeg løst ved at snuppe et par hårelastikker fra min datter. Jeg strikkede dem simpelthen ind i sidste række, hvor jeg lukkede af.

Vil du se mere om hvordan jeg lavede mine beregninger, skal du klikke ind på dette indlæg. Det er simpelthen så let, og jeg tænker, det ikke er det sidste hjemmeberegnede filtedesign fra min side :-)
God mandag derude.

søndag den 19. januar 2014

Smukt håndklæde...

har nu set dagens lys:


Det hele startede med, at jeg så dette skønne håndklæde, og faldt pladask for ideen om at lave et par oldemorsfirkanter nederst som et smukt mønster. Tak for den ide.

Jeg har hæklet på nål 2,5, og det har taget et par aftener at lave. Mønsteret på firkanterne har jeg fundet i min hellige bog, som jeg vist efterhånden har fået vist en del gange (men den er så god, at den tåler endnu engang reklame). Har du den ikke i samlingen, så er den altså et must:
Jeg valgte et design og fremstillede derefter de 3 firkanter. Jeg måtte snyde lidt, for at få mønsteret til at gå op, så jeg kunne hækle videre bagefter, og det resultat, er jeg blevet ret godt tilfreds med, men hvis du kigger rigtig godt efter, så vil du kunne se, at der er 5 stangmasker nogle steder i den cerisefarvede kant, og det var fordi, den hvide kant, jeg så efterfølgende har puttet på skulle have været anderledes, men jeg ville have den hvide, for jeg havde besluttet mig for at sy firkanterne smukt sammen, så der ikke opstod nogen synlig samling.
Cerise og turkis er garn fra Sandnes, og den råhvide er Safran fra Drops.
Kanten har du her:
Start med en luftmaske. Spring efterefter 3 masker over og lav 5 stangmasker i næste kantmaske. Spring nu til 3. kantmaske og lav en enkelt fastmaske. Spring nu igen 3 masker over og nu er det så igen stangmasker.
Mønsteret er let et tilpasse, hvis maskeantallet ikke helt går op, og nogle gange springer jeg kun 2 masker over, og du kan slet ikke se forskellen.

Jeg har lige pt. gang i hele lydbogsserien om Erik Menneskesøn, og det falder jo dejligt sammen med mine strikke og hækleprojekter.
Hvis du aldrig har fået læst/hørt den, så er det en overraskende god repetition af sagn og myter om de gamle nordiske guder, og med undtagelse af 2'eren, så er serien rigtig fint skrevet.


fredag den 17. januar 2014

Mundservietter

I julen skrev jeg om min forelskelse i den lækre bomuldsgarn fra Sandnes, og nu har jeg så virkelig fået leget med garnet og lavet hele 7 forskellige mundservietter. (Halvdelen er af Brugsens Id-garn)
De kan jo bruges, som man har lyst, men min tanke var nu, at det var som søde mundservietter til gæster serveret med en kop te i skønne tekrus fra Kamma og en nybagt muffin. Men som vaskeklude eller karklude, er de også rigtig fine, jeg foretrækker nu bare, at de har samme funktion altid :-)

Servietterne er meget lette at lave, og når først der er slået masker op, så kører det bare derudad.
Opskrift:
Slå 50 masker op med strikkeopslagning på pind 3,5.
Strik dobbelt perlestrik. (1.+2. p: 2r + 2vr, 3.+4. p: 2vr + 2r)
Fortsæt til passende størrelse. Alle mine servietter har 33 felter (dvs. 66 pinde ink. opslagnings- og aflukningskanten), og de måler ca. 25x 30 cm.
Kanten kaldes en takkekant, og den hækles med nål 2,5.
Start med 3 luftmasker, lav derefter 3 stangmaster i samme maske som de 3 luftmasker. Spring så til 3. maske og gentag nu hele vejen rundt. Afslut med en kædemaske og hæft tråden. Let og meget sødt.

Nu vil jeg have brugt den garn op, jeg har købt i Brugsen. (Desværre er det nok et langvarigt projekt), for alle uden undtagelse, der har mærket på to forskellige klude udpeger Sandnes, som den blødeste og lækreste. Jeg ved også fra nogle ældre mundservietter, at der ikke går lang tid, før Brugsens klude falmer, så det skal altså ud herfra.
Jeg har oprettet en lille butik på Amio, og her vil jeg forsøge, om jeg kan sælge mig lidt ud af nogle projekter. Lige pt. er der kun disse klude, for jeg når aldrig at strikke mig til store bunker, for tingene forsvinder som gaver, før jeg får set mig om, men det er da en start.

Her lidt nærbilleder af de enkelte klude:
Turkis med cerise kant. (Sandnes)
Lilla med turkis kant. (Id-garn)
Cerise med lime kant. (Sandnes)
Lime med mørk grøn kant. (Id-garn)
Mørk grøn med cerise kant. (Sandnes)
Orange med lilla kant. (Id-garn)
Cerise med orange kant. (Id-garn)

Så er du interesseret, så kig ind på Amio.