mandag den 21. april 2014

"Kan man selv lave vanter?"

Sådan lød spørgsmålet fra min datter i dag, da jeg efter lidt overtalelse fik hende overbevidst om, at vi skulle gå en tur ind i systuen.

Og det skulle vise sig, at det kunne man da sagtens.
Vi fandt noget fleecestof frem, og hånden blev brugt til at måle efter.
Det var naturligvis oplagt lige at snakke lidt om behovet for sømrum, og hvad det i det hele taget betyder. Første handske blev nemlig for lille, da den var syet sammen, og det var en god erfaring at gøre sig.
Vi klippede, og der blev leget med både overlocker og symaskine. Det er så fantastisk at opleve glæden i et barns ansigt, når der skal spoles tråd op. Jeg har set det så mange gange nu (både her og i min undervisning), og det giver hver gang den samme berusende fornemmelse i maven, når et barn kan sidde og blive betaget af dette.

Da handsken passede, var den selvfølgelig for slap i bunden, og så kunne vi lige lære lidt om ribkanter og meningen med disse.

Alt i alt var det et par fantastiske timer med grin og godt humør - og resultatet taler da vist her for sig selv :-)

Dejlig afslutning på en skøn ferie :-)

1 kommentar:

  1. Herlig fortælling.
    Og du har helt ret....
    det giver godt humør at have
    børnene med ved symaskinen^^
    Og ja....man kan godt lave vanter selv ^^

    SvarSlet