søndag den 31. marts 2013

Grøn start på dagen

Hver morgen står den på en grøn drik her i huset.
Jeg skal være den første til at indrømme, at det tog mig laaaang tid, at få denne vane helt ind i de faste morgenrutiner, men jeg er faktisk nået dertil, at jeg nu føler trang til min morgendrik!

Men vanen har været længe undervejs og startede gennem et Kernesundt juleforløb tilbage i december 2012, hvor jeg blev inspireret af Ninka. Dengang forstod jeg ikke nydelsen. Faktisk var det kvalmende og ikke en rar oplevelse - så er du advaret!

Drikken består af forskellige grønne grønsager + knuste hørfrø.
Disse er velegnet: Persille, citron, ingefær, spinat, bladselleri, fennikel, mynte, grønkål og broccoli.
Jeg laver drikken i min blender, og det betyder, at intet går tabt, som det vil gøre i min juicemaskine, og hvilket har været demotiverende for mig, da jeg altid har følt det som et stort spild.

Mine råd er:
  • Brug altid citron. Selvfølgelige økologisk. Jeg skærer det yderste af det gule af citronen og smider det op i blenderen. Derefter skærer jeg alt det hvide væk, da jeg synes, det ellers bliver for bittert (du kan dog sagtens bruge det hele, hvis du kan lide det). Resten af citronen kommer jeg så bare op i efter at have fjernet de største kerner.
  • Brug altid ingefær. Et ret pænt stort stykke skærer jeg lige i små skiver, inden det kommer med op i blenderen.
  • Brug frosset spinat frem for frisk. Jeg skal have drikken forholdsvis kold, har jeg fundet ud af, og ved at bruge ca. 8 klumper spinat afkøler det drikken til tilpas temperatur.
  • Blend først med meget lidt vand til massen er jævn og uden klumper.
  • Tilsæt en del vand, så drikken bliver ret tynd. Her bliver det altid til 3 stor glas hvoraf min mand smupper det ene af dem.

Skål - det er bare at komme i gang. Det er en yderst let måde at indtage en stor mængde vitaminer gennem naturlige kilder...

lørdag den 30. marts 2013

Teen står og trækker,

du kan sagtens nå i bad.
Så'n en dag kan man kun være glad...
Pigerne: Så'n en dag kan man kun være glad...
Drengene: Så'n en dag kan man kun være glad...


Sangen synger vi af og til på min skole, for vi har tradition for en daglig fælles morgensang, og i disse dage går der mange tanker mod min arbejdsplads...









Jeg har før ferien lavet grundskitsen over næste uges undervisning, men de små detaljer venter jeg med til i sidste øjeblik, for lige pt. tror jeg slet ikke på at vi skal starte op... Bare det hele er en ond drøm, som vi snart vågner op fra. (Lockout)

Når jeg skal finde positive aspekter ved situationen, så har det i den grad givet mig stof til min kommende eksamensopgave. Jeg er her i år startet på en diplomuddannelse, og første eksamen i maj er i faget "Pædagogisk viden og forskning".
Jeg sidder pt. og fordyber mig i Habermas og menneskets behov for anerkendelse for optimal udvikling, som jo i den grad er relevant set i lyset af lærernes situation... Meget spændende - og jeg håber i sidste ende på, at det kan munde ud i en interessant opgave, der kan give stof til eftertanke i snakken om arbejdsmiljøet på skolerne samtidigt med, at vi taler folkeskolens fremadrettede udvikling.

Nå, dette indslag har på ingen måde til hensigt at være et politisk indslag om min arbejdssituation, men sangen og teen fik mine tanker i gang...

I grunden vil jeg bare så gerne vise dig mine smukke krus fremstillet og købt af i Kammas Butik.


Min forelskelse i Kammas keramik startede for flere år siden, da min skønne veninde første gang tilbød mig te fra hendes krus.
Igennem flere år har vi talt om, at vi skulle besøge Kammas Butik sammen, men vi har bare aldrig taget os sammen til det. Så ville skæbnen det heldigvis således, at jeg tilbage i november 2012 på et julemarked i Højbyhus løb ind i Kamma.
Ja, hun havde da lige en bod, hvor hun selvfølgelig solgte af sine krus. Haps! Jeg købte 3, og de blev min julegave fra svigerforældrene og starten på min samling...

Som du kan se, så er krusene unikke og ikke to er ens. Selv størrelsen varierer en smule, men de er alle meget lækre at holde om, og for mig er det en perfekt størrelse tekop.
Først da jeg her i sidste måned smadrede mit første krus (fra julemarkedet), tog jeg mig sammen, og besøgte butikken i Bellinge. Kun 15 minutters kørsel herfra! Jeg fik købt løs, og nu er der, som du kan se, krus til både familien og veninderne...
Som bonusinfo kan jeg oplyse, at krus i denne størrelse koster 95,-, og Kamma siger, at de sagtens kan komme i opvaskemaskinen.
Tjek hjemmesiden ud og hvis du, ligesom jeg, finder indholdet smukt, får du mest ud af at ringe til butikken og aftale et besøg.




torsdag den 21. marts 2013

Håndklæder i forårshumør

Nu hænger de smukt i køkkenet og leger forår, og hvorfor jeg har tænkt, at der absolut skulle være to af hver farve, forstår jeg jo ikke nu. For i virkeligheden klæder de hinanden smukt, og nu kaster jeg mig over at lave endnu et til samlingen, og det bliver det i pink.

Jeg husker projektet som langsommeligt og meget tidskrævende, men nu hvor det er genoptaget, ja så tog dette arbejde  i ca. 1,5 time i går aftes...
Det grønne og orange håndklæde er produceret tilbage i efteråret, og de har bare ligget i kurven for ufærdige projekter, da jeg syntes, at de skulle have en makker! Men selvfølgelige skulle de frem i lyste nu!  

Når jeg strikker disse, bruger jeg to tråde af den tynde bomuld købt i Brugsen. Det gør, at håndklæderne bliver meget tykke og virkelig lækre. På dette billede kan du muligvis fornemme tykkelsen. De vejer 165g hver, så det må være omkring 4 nøgler til hver.
Pas på med at strikke for stramt i bomuldsgarn, for det er i sig selv ret fast og hårdt, og hvis du strammer for meget til, giver det ømme håndled og skuldre. Jeg har i hvert fald lært mig selv at strikke løsere, end når jeg strikker i uld, som jo er langt mere elastisk at arbejde med.

Her får du min opskrift:

Slå 80m op på p 3,5. 
Strik 10p perlestrik.
Strik 10m perlestrik i hver side og mønster i midten er her 3r 3wr x 3 pinde og så modsat, så det danner de små fine tern.
Lav 50 rækker med tern a 3p. (Dvs. at du ialt strikker 150p frem og tilbage + kanten af perlestrik)
Afslut til sids hele arbejdet med 10p perlestrik.
Husk på sidste række at lave en strop, som håndklædet kan hænge i. Du strikker simpelthen til midten, slår x-antal masker op og fortsætter derefter med at strikke sidste pind færdig.
Afluk helt som du ellers ville gøre - også hen over de netop nyopslåede masker. Det giver en smuk strop. På Se vejledning fra Drops her.
Færdige arbejde måler 37cm i bredden og 52 cm i længden. Mine håndklæder vaskes ved 60g og får yderligere en tur i tørretumblerne. Så holder de så længe de holder, men i deres levetid er de bløde og lækre...

søndag den 17. marts 2013

Strik og blog i smug

Min kære mand har fødselsdag i dag, og i den anledning har jeg produceret en ny hue til ham.

Men det har faktisk ikke været så let, da jeg konstant skulle sikre mig, at han ikke opdagede projektet. Så i smug og imens han enten har været på arbejde eller haft gang i andre projekter, har jeg fundet huen frem og knoklet løs, og det har været meget meditativt og skønt at have ham i tankerne undervejs.
Heldigvis har jeg haft god tid til det, da det var garn jeg fandt på min tur til Flensborg i uge 8. (Faktisk udvalgte han det selv, men har selvfølgelig glemt alt om det...).


Den er strikket på strømpepinde nr. 3 og et mønster kan jeg ikke klare, men en lille forklaring: Men jeg har startet med at opslå 180m og har strikket disse 2 vr og 3 r i ca. 6 cm. Herefter har jeg taget hver 6. 3 r masker ind til kun 2 retmasker. Strikket et par omgange og så igen taget ind. På denne måde fortsætter ribben hele vejen til toppen af huen og til sidst er det altså kun 1 vr og 1 r, inden jeg på de sidste to omgange har stikket alle masker sammen to og to. Aflukningen har jeg lært via denne video, og den bruger jeg altid til mine strømper. Virkelig flot.

Og for at det ikke skal være løgn, så er min computer gået i stykker, så også her må jeg i smug tilsnusket mig tid på hans computer for at kunne skrive dette indlæg dagen før det udkommer!


fredag den 15. marts 2013

Sjalet jeg opgav...

Som jeg har skrevet i et tidligere indlæg,  ønskede jeg at tage en beslutning omkring mit sjal. Tilbage da jeg gik på seminariet (for 8 år siden), gik jeg i gang med det her projekt, og da jeg ikke har haft lyst til at arbejde videre med det, er det nu kasseret...

Der har været flere grunde til min beslutning ud over lysten. Det har været mit første hækleprojekt nogensinde, og derfor er det også hæklet med en meget ujævn hæklefasthed, hvilket betyder at stjerne er ret uens. (og nærmest umuligt at sætte sammen) En anden begynderfejl har også været, at jeg har bundet stjernerne sammen med med knuder, for dengang vidste jeg ikke bedre. Det betyder at det hele tiden falder fra hinanden, og i dag ville jeg selvfølgelig hækle dem sammen efterhånden.
Sidste dårlige undskyldning - jeg har slet ikke mønsteret længere... Tror nu godt at jeg kunne regne det ud, hvis jeg virkelig gad - men nej. Farvel.

Men kattene klager ikke... Her har vi Sniffer på et lækkert mohairsjal...


søndag den 10. marts 2013

Vatrondeller


Er det lige en underlig ting at lave eller hvad...?
Egentlig er jeg i grunden vild med at genbruge ting (de vaskes med håndklæderne og fylder jo intet i maskinen), og yderligere bruge min garnrester til noget sjovt. Farverne har kan du måske genkende fra mine grydelapper (som nu bor hos vores skønne venner, der er vilde med dem), og ideen opstod efter jeg så noget ligende på nettet engang.


Projektet kræver ingen tankegang og passer mig fint i travle perioder eller efter/under større projekter som trøjer eller lign.
Jeg bruger strømpepinde nr. 4. Slår 12m op og strikker perlestrik til passende længde. Mine vatrondeller måler i færdig længde med den hæklede kant 7x7 cm.
Som du kan se, så har jeg også prøvet mig frem med nogle i retstrikning, men de er altså ikke helt så lækre, når de bruges. Dem i perlestrik er mere faste, så dem vil jeg klart vælge fremover.
Måske får jeg en dag suppleret mine vatrondeller med fine håndklæder og vaskeklude, så skal jeg nok vise dem frem også... God fornøjelse

lørdag den 9. marts 2013

Flensborg - et garnparadis...

I vores vinterferie for et par uger siden tog hele familien en tur til Flensborg. Det er en super hyggelig by, og de har et stort udvalg af økologi + Dr. Hauschka og ikke mindst et paradis for os garnelskere...
På mine tidligere besøg til byen, har jeg ikke været så god en strikker / hækler som nu, og derfor har jeg heller ikke tidligere haft øjnene oppe for de fantastiske butikker. 4 steder fandt jeg garn!

Vi parkerer altid ved rådhuset, og lige når man går fra parkeringspladsen og op mod gågaden ligger den første skønne butik. Her sælger de virkelig meget garn, og hjemmefra havde jeg tjekket priser på fx Drops garn, og der er klart penge at spare i Tyskland! Mellem 2-5 kr pr nøgle garn, og det betaler da hurtigt det halve af benzinen med mit garnforbrug...
Sådan ser garnbeholdningen - (kun for strømpegarn) - pt. ud! Jeg er ikke modig nok til, at viser jeg ALT min garn...
 
Nå, men én garnbutik er jo som sagt ikke det eneste. De tre andre ligger helt oppe i den anden ende af gågaden, og den vildeste butik var en hel butik kun med strømpegarn! Det har jeg aldrig set før.
Hundredevis af variationer, og ud for hver eneste garnfarve var der strikket en strømpe op, så man kunne se mønsteret, der fremkommer under strikningen. Virkelig en oplevelse og meget svært at vælge garn. Jeg begrænsede mig til 7 forskellige varianter, og jeg synes det ser skønt ud, når man strikker, og der helt af sig selv fremkommer et fantstisk mønster.
Så langt er jeg nu, og det sværeste var at finde det stykke på garnstykket, der nu har fået sokkerne til at blive helt ens, for det er jo ikke helt ligegyldigt, hvor man starter.
Når jeg strikker sokker slår jeg altid 70 masker op på pind 2,5 og på første omgang tager jeg ind ved at strikke som flg: 2vr sm, 1 vr, 3r. Det giver en meget lækker og elastisk åbning på sokken. Jeg målte 1m fra dette garnstykke og herfra begyndte jeg med opslagningen. Det har gjort sokkerne fuldstændig ens.
Ønsker du min strikkeopskrift, har jeg lavet et indlæg tidligere. Klik her.

Ved siden af strømpebutikken lå der endnu et skønt sted. Her turde jeg simpelthen ikke gå i gang med at fylde kurven, så nu er du altså advaret... Med ønsket om at du en dag får en god tur til Flensborg.