tirsdag den 1. januar 2013

Sokker i det nye år

Godt nytår derude.
"Mor mor, dit nytårforsæt er da at strikke mine sokker færdige i år ikk?"

Det er da ikke til at stå for, så i dag har jeg ligesom så mange andre, nyt min dag på sofaen - men dog uden tømmermænd og bare med mit strikketøj. Så nu er første stykke håndarbejde i år 2013 hermed færdigt.

Jeg har forholdsvis lille erfaring med at strikke sokker - faktisk var dagens sokker i dag det 3. par, og jeg glæder mig helt vildt til at strikke mange flere fremover.

Her er et par til mig selv (mit 2. par):


Jeg har forsøgt at skrive ned, hvordan jeg har båret mig an: (en opskrift jeg fik tilbage da jeg gik på seminariet)

Strømper i str 38. Karrygule.
Opslå 70m på p 2,5. 18m på hver pind.
Strik 1. omgang som flg: 2vr sm, 1vr, 3r. Efter endt omgang er der 60 m på pinden. Fortsæt i rib til passende længde. Her 15 cm.
Strik nu ret til passende længde. Her 15 cm.
Herefter strikkes hælen. Vrangpinden er 1. p: Løft 1. m løst af, strik vr til der er en maske tilbage - vend.
2. p (retsiden): Løft 1.m løst af. Strik til der er en m tilbage - vend.
3. p (vrangsiden): Løft 1.m løst af og strik vr til der er 2 m tilbage - vend.
4. p (retsiden): Løft 1.m løst af og strik r til der er 2 m tilbage - vend.
Fortsæt med at strikke på denne måde til der er 11 løse masker i hver side.
Nu skal den anden del af hælen laves.
1. p (vrangsiden): Løft 1. m løst af og strik vr til masken før de løse masker. Løft en lænke op som strikkes vr sm med den første løse maske. Vend.
2. p (retsiden): Løft 1. m løst af. Strik r til der er 1 m tilbage før de løse masker. Løft en lænke op og strik denne r sm med den løse maske. Vend.
3. p (vrangsiden): Løft 1. m løst af. Strik vr som 1. p men nu 1 m mere end sidst inden der løftes en lænke op og denne strikkes vr sm med den løse maske. Vend.
4. p (retsiden): Løft 1. m løst af. Strik r men som p 3. Fortsæt til alle masker er strikket op.
Herefter fortsættes der rundt i ret til passende længde. (Her 21cm). Luk af til tåen.