Viser opslag med etiketten restegarn. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten restegarn. Vis alle opslag

onsdag den 17. juli 2013

Pjuske fik en kjole af resterne...

Måske husker du, at min datter var med til at designe sin egen trøje, og hun er fortsat helt vild med den. Men hvad skulle vi finde på at resterne?
Pjuske skulle selvfølgelig have en kjole, der matcher trøjen.
Kjolen er ligeledes designet af Emilie, og vi var lidt uenige om dens look, men jeg måtte overgive mig - for ordren lød, at den skulle være helt sort og kun med de hvide kanter... Jeg ville så gerne have lov til at brodere Pjuskes navn hen over maven - men måske jeg får lov en dag...

Bare for at lave lidt sjov, har jeg strikket en smuk lille kant forneden.
Man strikker blot ca. 5 pinde glatstrik, herefter en pind med: slå om og strik de næste to masker sammen. Næste 5 pinde igen glatstrikning. Så fremkommer der en række huller, og man folder så om denne kant og syr den op i hånden.
En fast kant der både er dekorativ og praktisk, da den ikke ruller op.
Der er brugt Lima-garn fra Drops, og selvom der står på banderolen, at det ikke må vaskes i maskinen, ja så har både bamsekjolen her og trøjen klaret turen i min maskine på uldprogram. (Startede dog kun med kjolen, for at være sikker)

tirsdag den 11. juni 2013

Sutsko - en meget let model

I mit sidste blogindlæg kunne du læse om sutsko i dominostrik, men i dag får du en endnu lettere model, som let kan strikkes på en aften.
Jeg husker ikke hvor jeg oprindeligt har opskriften fra, men ved du det, må du meget gerne sende mig et praj, så jeg kan linke.


Her bruger jeg i stedet garn fra Drops - Alaska, og strikker dem på pinde 5,5.
Jeg har gennem tiden strikket pænt mange af disse efterhånden, og her viser jeg dig en stribet udgave til datteren.


Filtede hjemmesko i Alaska

Str. 2-4, (6-8), 10-12, (dame), herre
Garn 100, (150), 150, (200), 200gram i Alaska eller Nepal fra Garnstudio

Pinde 5½

Slå 48, (52), 56, (64), 68 masker op

Strik ret til arbejdet måler 12, (12), 13, (13), 14 cm

Luk i hver side for 8, (8), 8, (10), 10 masker

Rest 32, (36), 40, (44), 48 masker

Fortsæt over disse masker til arbejdet fra opslagningen måler 18, (21), 24, (28), 31 cm

Strik 2 ret, 2 ret sammen pinden ud – rest 24, (27), 30, (33), 36 masker

Strik 2 pinde lige op

Strik 1 ret, 2 ret sammen pinden ud – rest 16, (18), 20, (22), 24 masker

Strik 2 pinde lige op

Strik 2 ret sammen pinden ud – rest 8, (9), 10, (11), 12 masker

Strik 2 pinde lige op

Klip tråden af i passende længde til at sy sammen med.
Træk tråden gennem maskerne og træk til.
Sy hjemmeskoen sammen foran og i hælen – de 8, (8), 8, (10), 10 aflukkede masker øverst skal ikke syes sammen.

Kom arbejdet i vaskemaskinen sammen med et håndklæde. Almindeligt vaskepulver. Vask ved 40 grader. Er skoene ikke filtet nok vask igen. Efter centrifugering trækkes hjemmeskoen i facon, evt. på foden af den, der skal bruge skoen.
Smør evt. bunden med latex gummihud udenfor, da det lugter kraftigt. (købes fx i Stof og Stil)

God fornøjelse - Venlig hilsen Susanne

søndag den 9. juni 2013

Sutsko i dominostrik

Kender du til dominostrik? Det er en teknik, hvor du slår et ulige antal masker op og så på hver anden række indtager 2 masker i midten af rækken, for at du så til sidst har strikket en firkant med en pæn linje i midten.
Jeg tror, at det er Vivian Høxbro, der er den mest kendte dominostrikker herhjemme (og hun er vist på vej på pension). Jeg har aldrig haft fornøjelsen af et kursus hos hende, men min gode kollega Bente, har i stedet lært mig teknikken, og det er også fra hende, at jeg har fået opskriften på disse skønne sutsko.


Her ses det færdige resultat. Sutskoene var oprigtigt tiltænkt mig selv, men jeg kom til at vaske dem for længe, så nu bliver de i stedet til min yngste datter med en størrelse 33-34.

Men her ser du en billedserie på hvorledes sutskoene så ud før vask.




Du kan lave dem i mange forskellige udgaver, og brug af restegarn er en fantastisk mulighed til disse projekter. Jeg bruger som regel Lima-garn og strikker på pinde 5.

Til en størrelse 38 opslår jeg 37 masker. 1. pind er vrang.
Herefter fortsætter jeg med indtagning på alle retsiderne (altså hver 2. pind).
Indtagningerne ligger i midten af hver pind. Det betyder altså, at du første gang skal strikke 17m, tage 1m løst af, strik 2m sm og herefter løfte den løse maske henover.
På næste retpind strikker du 16m og gentager.
Alle pinde strikkes retstrikning.
Ternene strikkes sammen ved at tage 37 masker op i næste tern og så starte herfra. Start altid med at tage den første maske løst af, og strik altid sidste maske vrang - på ALLE pinde.

Sådan sættes ternene sammen.

Og her afslutningsvis mine snart nedslidte sutter, som jeg har været meget glad for. Som du kan se, kan de også bare strikkes i en farve.

søndag den 10. marts 2013

Vatrondeller


Er det lige en underlig ting at lave eller hvad...?
Egentlig er jeg i grunden vild med at genbruge ting (de vaskes med håndklæderne og fylder jo intet i maskinen), og yderligere bruge min garnrester til noget sjovt. Farverne har kan du måske genkende fra mine grydelapper (som nu bor hos vores skønne venner, der er vilde med dem), og ideen opstod efter jeg så noget ligende på nettet engang.


Projektet kræver ingen tankegang og passer mig fint i travle perioder eller efter/under større projekter som trøjer eller lign.
Jeg bruger strømpepinde nr. 4. Slår 12m op og strikker perlestrik til passende længde. Mine vatrondeller måler i færdig længde med den hæklede kant 7x7 cm.
Som du kan se, så har jeg også prøvet mig frem med nogle i retstrikning, men de er altså ikke helt så lækre, når de bruges. Dem i perlestrik er mere faste, så dem vil jeg klart vælge fremover.
Måske får jeg en dag suppleret mine vatrondeller med fine håndklæder og vaskeklude, så skal jeg nok vise dem frem også... God fornøjelse

onsdag den 20. februar 2013

Sokker i hønsestrik

Jeg har forsøgt mig med hønsestrik, da jeg synes, det er en super sjov teknik og er vild med den frihed og egenkontrol, det giver.
Første forsøg skulle egentlig have været et par sokker til mig selv, men jeg har desværre ikke lavet dem store nok, så når jeg tager dem på, bliver figurerne underlige og deforme... (især hjerterne).
Heldigvis er de ikke gået tabt. Min datter er vild med dem, og som du kan se, så udvider de sig ikke, når hun har dem på.
Mønsteret har jeg bare tegnet op på ternet papir og så strikket løs.
Til sokkerne har jeg brugt Arwetta-garn og har strikket to tråde sammen og brugt pinde 3,5. Jeg har strikket med 12m på hver pind, og det skulle som sagt nok have været 13 eller 14 i stedet...

Jeg har også afsluttet disse sokker:
Disse er strikket på pinde 2,5, som jeg foretrækker på trods af, at det tager noget længere tid - men de bliver altså lige en tand skønnere at gå i.
Strømpegarnet har fået en ny plads... Denne smukke kurvfuld garn kan jeg nu nyde i min stue. Bare jeg kan holde katten fra den...







onsdag den 2. januar 2013

Lap på frakken

Hjælp, hvad gør man, når man lige skal have katten ud ad døren inden man skal på arbejde og derfor i farten vandrer ind i brændeovnen??
Jeg snittede den kun lige med min skønne sorte vinterfrakke, men skaden var sket, og jeg var grædefærdig! Et skævt hul på ca. 15 x 20 cm var smeltet væk, og jeg var ved at kyle frakken ud, inden jeg kørte.
Heldigvis lod jeg være, og nu har jeg i stedet en unik frakke, som efterhånden har høstet mange kommentarer.

Jeg fandt et stykke sort bævernylon frem i min systue, klippede hullet pænt og limede bævernylonet på hele hullet og lod det tørre godt op.

Denne skønne bog kan i den grad anbefales:
 
 
Heri fandt jeg en opskrift, jeg kunne bruge. Hæklede de to lapper og fik dem syet på med små usynlige bagsting. Resultatet er jo, som du kan se, yderst tilfredsstillende, og enten holder frakken til farven går af moden igen, eller også må jeg med tiden udskifte lappen...

fredag den 28. december 2012

Konfekt

Julen er overstået, men vi har heldigvis stadig juleferie - og der skal i den grad strikkes men også forsøges at få gang i denne blog... Sidste jul lavede jeg konfekt strikket af bomuldsgarn. Meget let og et super projekt, hvis børn skal lære at strikke. De små ruller er lavet med 5 masker strikket i retstrikning til rette længde. Rulles sammen og sys. De store tern har 7 masker og ca. 14 pinde inden skift. Brug to eller tre farver og sy sammen til sidst. De er strikket på pinde 3,5.
Ideen fik jeg fra daværende strikkebutik i Assens, som desværre ikke længere findes...