tirsdag den 25. marts 2014

Ny telefon = nyt cover...

For et par måneder siden skiftede jeg min gamle iPhone ud med den nye og slankere model, og den skulle pludselig - meget uventet - ligge i en sportstaske i søndags...

Jeg har ikke spillet håndbold de sidste tre år, men nu var lysten til at se de gamle håndboldtøser blevet så stor, at jeg overvandt dovenskaben og fik skoene støvet af. Men så stod jeg pludselig der, og skulle have telefonen med, og nede i en sportstaske, med risiko for at møde harpiks eller et vådt håndklæde, måtte den jo pakkes lidt ind.


Coveret er simpelt og hæklet af Sandnes Mandarin. Dobbelttråd og med en 3,5 nål. 

PS. Det er forresten ikke helt sjovt at være i min krop i dag her på 2. dagen efter første oplevelse på banen, og underligt nok har jeg kommet til at sige ja til endnu en kamp i aften...:-)

onsdag den 19. marts 2014

Tæppe a la afghan... #4

3. felt til mit tæppet har jeg strikket i 4 forskellige garner:
Denne gang har jeg leget med retstrikning, og jeg har forsøgt at væve de forskellige garner ind i hinanden i et tilfældigt og dekorativt mønster.
Jeg har været omhyggelig med at skifte trådene på hver side af strikningen, så den effekt der kommer af farveskiftene, er blevet ens på begge sider.
De tre af garnerne er ensfarvet og den fjerde er en multigarn (Fabel fra Drops), der ligeledes er med at at lave effekt.
Der har været uendelig mange farveskift, og det ville også have betydet urimeligt mange ender, der skulle have været hæftet. Men har du fulgt mig lidt tid, så ved du også, at jeg hader at hæfte ender, og jeg gør alt hvad jeg kan for at slippe for det...
Her har jeg simpelthen bundet garnerne sammen hver gang, og så har jeg lagt tråden til og strikket det med ind i garnet. Det er ikke en teknik, jeg ville bruge til en bluse, men til sådan et tæppe, sker der jo ikke noget ved, at garnet bliver lidt tykkere henover et par masker... Det reducerede i hvert fald hæftningen af ender til 2, og det var lige til at klare :-)

lørdag den 15. marts 2014

Tæppe a la afghan... #3

2. stykke til mit tæppe er færdigt:
Denne gang har jeg hæklet i stangmasker frem og tilbage og vendt i hjørnet med 2 stangmasker, 2 luftmasker, 2 stangmasker, så der fremkommer det lille hul som mønster hele vejen.
Det nemme ved dette tern har været, at det ikke forinden krævede nogen beregninger, for jeg kunne bare fortsætte til feltet nåede den rette størrelse på 30 x 30 cm.
Jeg afsluttede med en kant af stangmasker hele vejen rundt i den mørke koksgrå farve, og det satte ligesom en ramme omkring det hele.

tirsdag den 11. marts 2014

Halsedisse

Nu hvor det igen er lyst om morgenen, så vil jeg gerne cykle, når det kan passe ind i det daglige familiepuslespil...
Jeg er jo den heldig ejer af en el-cykel, og den er jeg simpelthen så glad for. For de 12 km jeg har på arbejde, kommer med den til at føles som en leg :-)

Men sådan en el-cykel har både fordele eller ulemper, alt efter hvordan man ser på det. Jeg får ikke rigtig varmen af den og kommer slet ikke til at svede, så derfor har jeg nu lavet mig en halsedisse til disse ture frem og tilbage.
Den er strikket fuldstædig efter lyst og eget design. Jeg har brugt Lima-garn fra Drops, strikket på pinde 4 og slået 80 masker op som en start til ribben.
Den har jeg så strikket 1 ret og 1 vrang til passende længde.
Herfra lukkede jeg lidt masker af i nakken og begyndte i stedet at strikke frem og tilbage i ren retstrikning, og tog så masker ind sådan lidt her og der til formen passede...
Forsiden

Nakken
Den har allerede været i brug, og den opfylder fuldstændig mine forventninger og passer perfekt :-)

lørdag den 8. marts 2014

Tæppe a la afghan... #2

Jeg er startet på et stort og lækkert tæppe, og nu er mit første felt i hus - Jeg er meget tilfreds:


Feltet måler 30 x 30 cm, og først lavede jeg en strikkeprøve, så jeg var sikker på, at størrelsen kom til at passe.

Strikkeprøven var på 21 masker og kom til at måle 11 cm, og når man vil lave disse bobler kræver det et maskeantal der kan deles med 8 + 5 masker, så jeg skulle lige have gang i de små grå.
Og som du kan se, så har jeg også lavet en kant på det færdig kvadrat af perlestrik, så det skulle også lige regnes med.

Til det her felt har jeg brugt garn fra Sandnes - SISU-garn, som er en lækker uldgarn med 20% nylon. Den kan bruges til strømper og er fin og meget holdbar. Her har jeg strikket med 2 tråde, så der kommer mere fylde i tæppet. Det passede lige med 2 nøgler, og der er lige en rest tilbage, som jeg kan bruge i et andet felt senere.

Vil du lære at strikke med bobler, så er det meget nemt. Mønsteret er herfra, og jeg giver dig lige en smagsprøve på bogens skønne indhold.


Jeg kan varmt anbefale strikkehåndbogen, hvis man gerne vil lege med mønsterstrik af diverse udgaver.

torsdag den 6. marts 2014

Tæppe a la afghan... #1

Nu er der valgt garn til næste STORE projekt:



Jeg vil i gang med at lave et nyt tæppe til min sofa, og det skal laves af store kvadrater, som alle skal være helt forskellige. Hvert kvadrat skal måle omkring 30 x 30 cm, og jeg vil kombinere felterne med både strik og hækling efter lyst.

Tæppes skal være stort og primært holdes i de blålige/petroleumsfarver, som jeg her har fundet frem, og så vil jeg bruge lidt pink til at sætte lidt spræl i det hele.
Lige nu er mit gæt, at jeg får brug for omkring 50 nøgler garn i alt - men vi må jo se :-)
Jeg tror, at belønningen skal være en ny sofa, når jeg en dag er færdig med tæppet :-)

Som du kan se, så er garnvalget en kombination af mange forskellige garnkvaliteter, men fælles for dem alle er, at de er af uld og kan tåle maskinvask på uldprogram. Strikkeprøver bliver vejen frem, og så må jeg regne mig frem til rette størrelse.



Det her tæppe har jeg haft i min kamerarulle i mange år, og jeg har altid drømt om at fremstille noget i samme stil. Det er derfor også det tæppe, som har inspireret mig til mit arbejde.
Stilen kaldes afghan, og lige netop dette tæppe er fremstillet af 20 forskellige designere, der hver har bidraget med en firkant, og sammen har de fået skabt dette fantastiske resultat:
Du kan læse mere om det her, og i linket finder du også opskrifter til felterne på billedet. (på engelsk)
Er du på Raverly, ligger der over hundrede forskellige billeder af tæppet i andre farver.
Tjek dem ud her.

Min plan er dog selv at designe tæppet, og til det vil jeg finde mine skønne hækle- og strikkebøger frem, og lave forskellige felter fra bøgerne. Første felt er ved at tage form i hovedet :-)



Hvis du har lyst til at se mine tæpper, som jeg tidligere har fremstillet, kan du finde dem her og her.

lørdag den 1. marts 2014

Vaskeklude

Foråret er kommet, og jeg har lyst til at arbejde med forårsfarver. Det blev tydeligt, da jeg stod og skulle vælge garn til mine nye vaskeklude...
Retsiden


Vrangsiden

Jeg har fulgt en blog, hvor de hver uge lægger en ny og gratis opskrift ud på forskellige vaskeklude, og det har givet mig lyst til at få lidt gang i at bruge noget af mit bomuldsgarn...



Jeg har selvfølgelig lavet om på deres opskrift, for jeg ville gerne have en pæn kant hele vejen rundt om kluden med perlestrik. Selve mønsteret løber over 41 masker, hvoraf de 3 i hver side er til kanten med perlestrik. Skal det forlænges tilføjer du bare et antal masker der går op i 3 til passende størrelse.

Ellers løber mønsteret over to pinde, og det er superlet at huske:

Pind 1 (retsiden): 1r, 1vr, 1r (perlestrik), 2vr, 1r. Fortsæt til de sidste 3 masker og lav igen perlestrik.
Pind 2 (vrang): 1r, 1vr, 1r (perlestrik). Strik hele pinden ret og igen perlestrik over de sidste 3m.

Kludene måler 20 cm, og er blevet en rigtig god klud som supplement til mine hæklede og strikkede vatrondeller.


Så skal jeg bare have lavet en stak... :-)
God weekend derude.