torsdag den 20. juni 2013

Midtvejskrise...

Eller i hvert fald, noget der ligner...
Hjælp mig. Jeg er nu godt halvvejs i min kjole, men har virkelig brug for din mening omkring taljen. Opskriften er fulgt med undtagelse af, at jeg ikke har lavet en rækker huller i taljen til et bindebånd, da jeg ikke ønskede dette.

Nu er jeg bare helt vildt meget i tvivl, om taljen buler ud, og jeg skal trævle op??
Jeg havde forestillet mig, at ribben ville få taljen til at trække sig sammen, men det gør den jo ikke... Mit bud er at strikke den i glatstrikning på nummeret mindre pinde, men jeg ved ikke lige, om jeg orker det! Det ser måske ikke ud af meget, men det er mange timers arbejde at trævle op uden at jeg ved, om min ide rent faktisk bliver bedre...
Hvordan ser det ud?




fredag den 14. juni 2013

Lagkage uden gluten og sukker

Ok, lad mig bare med det samme sige, at dette er lidt af en bombe af kalorier, MEN når det skal være, så skal det også være godt, og denne lagkage indeholder ingen sukker eller gluten.
Faktisk startede det hele med, at min datter og jeg var på loppemarked i lørdags, og her var jeg så heldig, at jeg fandt et par lagkageforme. Det kunne jeg selvfølgelig ikke stå for, så jeg nuppede lige alle tre stk...
Jeg ved af erfaring, at bunde let kan sidde fast også selvom det bliver smurt godt med smør. Derfor klipper jeg i stedet en cirkel af bagepapir til passende størrelse, hvilket i stedet gør det super let at få bundene ud.
Her har jeg lavet to bunde af min lækre dej til muffins, som du finder her. Jeg har dog undladt bananerne, og så bruger jeg lidt vand på mine hænder til at få dem trykket godt flade. Til hver bund er der brugt 300 dej og herefter tilførte jeg 3 bananer og kom resten op i muffinsforme. Der blev ca. 15 stk.
Bundene er bagt ca. 18 minutter, men hold godt øje med dem, så de ikke bliver sorte.
Herefter har jeg lavet en gang flødeskum af ½L piskefløde tilsat 1 spsk. birkesød og 1 tsk. vaniljepulver. Dette røres sammen med 200g mørk chokolade og 150g valnødder, som er hakket fint sammen.
Og så ser massen ud som dette. Det smager FANTASTISK.
Læg lagkagen sammen og kom den på køl. Den skal være helt kold, for så smager den bedst. Faktisk synes jeg, at den er bedst dagen efter.

Havde jeg haft et par jordbær, var kagen blevet pyntet med dem, men det må du i stedet forestille dig.
God fornøjelse. Det bliver med garanti en succes.

tirsdag den 11. juni 2013

Sutsko - en meget let model

I mit sidste blogindlæg kunne du læse om sutsko i dominostrik, men i dag får du en endnu lettere model, som let kan strikkes på en aften.
Jeg husker ikke hvor jeg oprindeligt har opskriften fra, men ved du det, må du meget gerne sende mig et praj, så jeg kan linke.


Her bruger jeg i stedet garn fra Drops - Alaska, og strikker dem på pinde 5,5.
Jeg har gennem tiden strikket pænt mange af disse efterhånden, og her viser jeg dig en stribet udgave til datteren.


Filtede hjemmesko i Alaska

Str. 2-4, (6-8), 10-12, (dame), herre
Garn 100, (150), 150, (200), 200gram i Alaska eller Nepal fra Garnstudio

Pinde 5½

Slå 48, (52), 56, (64), 68 masker op

Strik ret til arbejdet måler 12, (12), 13, (13), 14 cm

Luk i hver side for 8, (8), 8, (10), 10 masker

Rest 32, (36), 40, (44), 48 masker

Fortsæt over disse masker til arbejdet fra opslagningen måler 18, (21), 24, (28), 31 cm

Strik 2 ret, 2 ret sammen pinden ud – rest 24, (27), 30, (33), 36 masker

Strik 2 pinde lige op

Strik 1 ret, 2 ret sammen pinden ud – rest 16, (18), 20, (22), 24 masker

Strik 2 pinde lige op

Strik 2 ret sammen pinden ud – rest 8, (9), 10, (11), 12 masker

Strik 2 pinde lige op

Klip tråden af i passende længde til at sy sammen med.
Træk tråden gennem maskerne og træk til.
Sy hjemmeskoen sammen foran og i hælen – de 8, (8), 8, (10), 10 aflukkede masker øverst skal ikke syes sammen.

Kom arbejdet i vaskemaskinen sammen med et håndklæde. Almindeligt vaskepulver. Vask ved 40 grader. Er skoene ikke filtet nok vask igen. Efter centrifugering trækkes hjemmeskoen i facon, evt. på foden af den, der skal bruge skoen.
Smør evt. bunden med latex gummihud udenfor, da det lugter kraftigt. (købes fx i Stof og Stil)

God fornøjelse - Venlig hilsen Susanne

søndag den 9. juni 2013

Sutsko i dominostrik

Kender du til dominostrik? Det er en teknik, hvor du slår et ulige antal masker op og så på hver anden række indtager 2 masker i midten af rækken, for at du så til sidst har strikket en firkant med en pæn linje i midten.
Jeg tror, at det er Vivian Høxbro, der er den mest kendte dominostrikker herhjemme (og hun er vist på vej på pension). Jeg har aldrig haft fornøjelsen af et kursus hos hende, men min gode kollega Bente, har i stedet lært mig teknikken, og det er også fra hende, at jeg har fået opskriften på disse skønne sutsko.


Her ses det færdige resultat. Sutskoene var oprigtigt tiltænkt mig selv, men jeg kom til at vaske dem for længe, så nu bliver de i stedet til min yngste datter med en størrelse 33-34.

Men her ser du en billedserie på hvorledes sutskoene så ud før vask.




Du kan lave dem i mange forskellige udgaver, og brug af restegarn er en fantastisk mulighed til disse projekter. Jeg bruger som regel Lima-garn og strikker på pinde 5.

Til en størrelse 38 opslår jeg 37 masker. 1. pind er vrang.
Herefter fortsætter jeg med indtagning på alle retsiderne (altså hver 2. pind).
Indtagningerne ligger i midten af hver pind. Det betyder altså, at du første gang skal strikke 17m, tage 1m løst af, strik 2m sm og herefter løfte den løse maske henover.
På næste retpind strikker du 16m og gentager.
Alle pinde strikkes retstrikning.
Ternene strikkes sammen ved at tage 37 masker op i næste tern og så starte herfra. Start altid med at tage den første maske løst af, og strik altid sidste maske vrang - på ALLE pinde.

Sådan sættes ternene sammen.

Og her afslutningsvis mine snart nedslidte sutter, som jeg har været meget glad for. Som du kan se, kan de også bare strikkes i en farve.

onsdag den 5. juni 2013

Strikkecafe med Geilsk

Sidste weekend var jeg så heldig, at jeg fik mulighed for at deltage i en strikkecafe ganske gratis. 3 timer i skønt selskab med Bente Geil, der er strikkedesigner, og som du kan finde mere om her.
Strikkeprøverne ser ikke ud af meget, men jeg fik lært nogle fantastiske teknikker, og kan i den grad anbefale dig at kaste dig ud i det også.



Denne prøve er 3 prøver i en... Jeg lærte at slå masker op med kabelopslagning. En opslagning der forhindrer at strikketøjet ruller. Det tager tid, men bliver en smuk kant.
Herefter kan du i højre side se en meget smart og praktisk måde at afslutte kanter på, nemlig med en påstrikket hestetømmekant, hvor du strikker sidelæns i forhold til resten af arbejdet.
Sidste øvelse var knaphuller - en ekstra bonus ved kurset. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan  lave dem igen, men jeg har nedskrevet teknikken, og så må jeg prøve mig frem igen en anden dag. Flotte blev de i hvert fald.

Denne prøve er virkelig også smart, for i stedet for at skulle hækle en picotkant efter strikningen, kan jeg nu både slå op i picot og afslutte på samme måde. Bente gav os også det fif, at hvis man skal strikke halstørklæder, så laver man bare "lange" picotkanter og på den måde frynser samtidig med at man strikker. Dødsmart!


Sidste prøve er også 3 i 1, men faktisk overhovedet ikke hvad jeg troede, jeg skulle lave. Første del gik fint. Igen lærte jeg en ny opslagning - Strikkeopslagning. Lidt hurtigere end kabelopslagning og god til dominostrik. Ruller heller ikke.
Midten af strikkeprøven skulle have været nemme snoninger, men da jeg sad midt i øvelsen, opdagede jeg, at jeg ikke har lært at strikke vrangmasker på den "rigtige" måde. Jeg lægger altid garnet foran arbejdet, når jeg laver en vrangmaske, og med denne teknik kunne jeg pludselig ikke udføre beskrivelsen af opskriften!
Det var en spændende oplevelse, og i stedet for at fortsætte med snoninger, måtte jeg nu lære at strikke vrang på den rigtige måde, og det kastede jeg mig i stedet over.
Jeg har nu lært det, for jeg kan jo ikke have sådan noget siddende på mig - og slet ikke, når jeg ind i mellem underviser elever i håndarbejde... (Jeg foretrækker nu stadig min "forkerte" strikkemåde)

Her er hæftet med alle øvelserne, som jeg virkelig kan anbefale, hvis du ikke lige har mulighed for at møde Bente personligt i en strikkecafe. Her ser du indholdsfortegnelsen, så du kan fristes lidt mere.

Efter mødet med Bente bestilte jeg opskrift og garn til en lækker kjole, som hun har designet. Den ser pt. ud som flg. og jeg glæder mig helt vildt meget til at få den på... (opskriften hedder Rækkevidde og kan købes her.




søndag den 2. juni 2013

Let og elegant frokost

Stå du lige og ønsker salaten serveret lidt anderledes, så er disse tangruller lige sagen.

Du skal bruge sushitang, en god økologisk mayonnaise og god salat, som du selv vælger. Disse ruller er fyldt med avokado, rucula, grøn salat og tomat, og du kan også med fordel komme lidt røget skinke og spirer i...
De kan bruges i madpakken, men tangen er dog mest sprød lige efter tilberedningen.
Kun MANGLENDE fantasi sætter grænsen...