onsdag den 5. juni 2013

Strikkecafe med Geilsk

Sidste weekend var jeg så heldig, at jeg fik mulighed for at deltage i en strikkecafe ganske gratis. 3 timer i skønt selskab med Bente Geil, der er strikkedesigner, og som du kan finde mere om her.
Strikkeprøverne ser ikke ud af meget, men jeg fik lært nogle fantastiske teknikker, og kan i den grad anbefale dig at kaste dig ud i det også.



Denne prøve er 3 prøver i en... Jeg lærte at slå masker op med kabelopslagning. En opslagning der forhindrer at strikketøjet ruller. Det tager tid, men bliver en smuk kant.
Herefter kan du i højre side se en meget smart og praktisk måde at afslutte kanter på, nemlig med en påstrikket hestetømmekant, hvor du strikker sidelæns i forhold til resten af arbejdet.
Sidste øvelse var knaphuller - en ekstra bonus ved kurset. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan  lave dem igen, men jeg har nedskrevet teknikken, og så må jeg prøve mig frem igen en anden dag. Flotte blev de i hvert fald.

Denne prøve er virkelig også smart, for i stedet for at skulle hækle en picotkant efter strikningen, kan jeg nu både slå op i picot og afslutte på samme måde. Bente gav os også det fif, at hvis man skal strikke halstørklæder, så laver man bare "lange" picotkanter og på den måde frynser samtidig med at man strikker. Dødsmart!


Sidste prøve er også 3 i 1, men faktisk overhovedet ikke hvad jeg troede, jeg skulle lave. Første del gik fint. Igen lærte jeg en ny opslagning - Strikkeopslagning. Lidt hurtigere end kabelopslagning og god til dominostrik. Ruller heller ikke.
Midten af strikkeprøven skulle have været nemme snoninger, men da jeg sad midt i øvelsen, opdagede jeg, at jeg ikke har lært at strikke vrangmasker på den "rigtige" måde. Jeg lægger altid garnet foran arbejdet, når jeg laver en vrangmaske, og med denne teknik kunne jeg pludselig ikke udføre beskrivelsen af opskriften!
Det var en spændende oplevelse, og i stedet for at fortsætte med snoninger, måtte jeg nu lære at strikke vrang på den rigtige måde, og det kastede jeg mig i stedet over.
Jeg har nu lært det, for jeg kan jo ikke have sådan noget siddende på mig - og slet ikke, når jeg ind i mellem underviser elever i håndarbejde... (Jeg foretrækker nu stadig min "forkerte" strikkemåde)

Her er hæftet med alle øvelserne, som jeg virkelig kan anbefale, hvis du ikke lige har mulighed for at møde Bente personligt i en strikkecafe. Her ser du indholdsfortegnelsen, så du kan fristes lidt mere.

Efter mødet med Bente bestilte jeg opskrift og garn til en lækker kjole, som hun har designet. Den ser pt. ud som flg. og jeg glæder mig helt vildt meget til at få den på... (opskriften hedder Rækkevidde og kan købes her.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar