fredag den 31. oktober 2014

Garnholder

Hvor heldig kan man lige have lov at være?

I denne uge kom min tidligere kollega forbi lærerværelset med strikkegodter i stor stil :-)

Han er gået på efterløn, og nu bruger han sin tid med ler i stor stil, og jeg kunne slet ikke stå for denne skønne skål.







Han har lavet dem af ler med lavastykker i, og det får den her smukke effekt med prikker i, og hvis du står og mangler en gaveide, så kan jeg sagtens sætte dig i kontakt med ham :-)

I brug ser den sådan her ud



Og du skal samtidig lige have et kig med på min bluse, som jeg startede på for over et halvt år siden.
Den er på pind 3 og i en tynd uldgarn.



Forsiden er færdig.


Og bagsiden er "tæt" på at nå i mål.
For selvom det er et kort stykke, så tager det bare sin tid. Det gør heller ikke noget, for det har været en super skøn bluse at strikke, og jeg kunne sagtens lave den igen i en anden farve engang.
Jeg glæder mig til at vise dig den færdig, men alt efter julegaveproduktionen i år, så må vi se, hvornår den ligger klar.
Fortsat god weekend derude.

mandag den 20. oktober 2014

Nyt badeværelse = nye vatrondeller

Selvfølgelig...

Nej, jeg har ikke fået helt nyt badeværelse, men det føles faktisk sådan.

Sidste uge da min mand var i Italien, valgte jeg at overraske ham med et lille projekt.

Jeg tømte badeværelset, malede, købte nyt spejl, skab, håndklæder og badeforhæng og wupti - vi fik et nyt badeværelse.

Jeg er blevet ovenud tilfreds med resultatet, og da alle ting nu er holdt i grå og grønne farver, ja så var jeg jo nødt til at få udskiftet vatrondellerne. (De rødlige ligger i stedet inde i skabet :-)







Du har set dem før, men jeg er så glad for dem, og min datter har også taget dem i brug.

Jeg har en lille vaskepose hængende til at samle dem sammen i, og så kommer de lige med håndklæderne på 60 grader, når posen er fuld.

Nemt og praktisk.

Jeg har strikket dem lidt større end tidligere.

Denne gang har jeg slået 15 masker op og strikket perlestrik, til jeg havde et kvadrat.

Tidligere udgaver har enten været hæklet rundt eller strikket som retstrikning, men perlestrik fungerer altså bedst til at vaske sig med, synes jeg.

lørdag den 18. oktober 2014

Halloween

Ja, der er et par dage endnu til den rigtige halloween, men hvert år bliver min datter inviteret til uhyggefødselsdag i denne weekend hos sin gode veninde og klassekammerat.

Festen er lige startet, og i år ville hun ikke være noget uhyggeligt men i stedet noget sødt og lækkert.

Kan du gætte, hvad hun skal ligne?









Vi har syet et rør som en slags kjole inderst, og så har vi riet 5 meter tyl rundt og rundt i 3 baner.

Det tog virkelig ikke ret lang tid, og hun er blevet meget tilfreds.

Den sorte bolero kom på i sidste øjeblik, og skulle vel i virkeligheden være lyserød også, men pigen frøs og ville have den på alligevel.




I Matas kan man jo få alverdens farver til håret, så frisuren blev afsluttet med et fint pink pift og en lille edderkop.

Pris alt i lige omkring 100 kr.

onsdag den 15. oktober 2014

Smukke og brugbare grydelapper

Jeg er blevet fuldstændig pjattet med den her opskrift, som jeg skrev om i går.

Grydelapperne er simpelthen så lette at hækle, at man bliver helt afhængig af at lave dem :-)
Nu har jeg lavet to sæt.






Du starter med en luftmaskekant som så du så laver fastmasker omkring. Når det så er samlet til en ring går du bare i gang og hækler frem og tilbage.

Første række hedder: 2 fm, 3 fm i næste, 2 fm.

Vend med en lm.

Næste række er så: 3 fm, 3 fm i næste, 3 fm.

Vend med en lm.

Tredje række: 4 fm, 3 fm i næste, 4 fm.

Forstår du princippet?

De 3 fm kommer så til at danne hjørnet, og der kommer det der lille fine hul.



Min søde kollega har nedskrevet opskriften til mig i et fødselsdagskort, og hun har givet mig lov til at vise jer det:






Som jeg også skrev, så skal man hækle i bagerste fastmaske hele tiden, for at opnå den effekt, som der ligger i mønsteret.

Super let.

Husk at hækle en meget stramt, så bliver det flottest.

Brug dobbelt bomuldsgarn - her bruger jeg Sandnes, som er mit favoritgarn indenfor bomuld.

Nål 3½.

tirsdag den 14. oktober 2014

Hæklede grydelapper

Til min fødselsdag fik jeg en skøn gave af min dejlige kollega Bente.

Hun havde nedskrevet opskriften og hæklet disse lækre grydelapper, som jeg havde set i hendes sommerhus.




Nu har jeg selv været i sving med hæklenålen også, og når jeg har fået hæftet ender, skal du nok få lov til at se resultatet ;-)

Lapperne hækles af to tråde bomuldsgarn, her id-garn fra Brugsen, og med en str. 3 1/2 hæklenål.
De er virkelig lette at lave, og så starter man simpelthen med hanken, så den er overstået med det samme.
Effekten opstår ved at hækle fastmasker i bagerste maske hele tiden, og resultatet bliver lækre, faste og kraftige lapper, som samtidig hænger så smukt og pynter.
God tirsdag derude :-)

søndag den 12. oktober 2014

Græskarhovederne står klar

Første dag af vores ferie har stået i det kreative tegn og med ungerne.
Vejret var jo skønt, så vi smuttede lige ned til den lokale forhandler af græskar og købte 5 stk. (45kr)

I min datters klasse har de en tradition for, at gaven man medbringer skal være hjemmelavet + indeholde et beløb svarende til ens klassetrin. Dvs. 5. kl. = 5kr.

Vi sad på terrassen, og frem kom disse hoveder.







Man kan vist godt se, hvilke der gik til de to fødselarer.

Faktisk har vores piger nu en alder, hvor denne aktivitet virkelig er sjov og hyggelig.
Tidligere har jeg alligevel skulle gøre det meste af arbejdet, fordi de ikke har haft kræfter nok, eller fordi kniven er så svær at styre.
Nu kan de både udhule, tegne et mønster og selv skære det ud, uden at jeg skal bekymre mig om, at kniven pludselig sidder i et lår eller en hånd :-)

Fortsat god ferie derude - hvis I er lige så heldige som mig.


Det er så skønt at høre fra jer læsere, så send mig endelig en kommentar på indlægget.