fredag den 27. december 2013

Kjolen er færdig

I dag skal jeg besøge Geilsk i Silkeborg. Hun holder nemlig garnudsalg, og derfor er vi et par tøser, der har besluttet os for at tage en tøsetur hele vejen fra Fyn :-) Måske vi ses? Der er åbent fra kl. 11.

I den forbindelse vil jeg gerne vise dig min færdige kjole frem. Du har sikkert set den før, da jeg har vist dig arbejdet undervejs, da jeg tog den tunge beslutning om at pille en stor del af kjolen op. Se indlægget om midtvejskrisen her.
Nu hvor kjolen er færdig, er jeg virkelig glad for, at jeg pillede så stor en del af den op, og jeg vil i dag vise Bente, hvorfor mit design lige er en tand smukkere end det oprindelige i hendes mønster.
Jeg har nemlig fjernet den sorte stribe i ribstrik og byttet det ud med glatstrik. Jeg har taget 20 masker ind fordelt jævnt på omgangen, og så gik jeg en halv pindestørrelse ned i den sorte stribe. Dvs. til pind 3 - for resten af kjolen er lavet på pind 3,5.
Som du kan se, så give det en indsnævring i taljen frem for denne lille bule, som jeg her forsøger at vise dig. For hvem er det lige, der ønsker en ekstra pølse lige der??

Da kjolen var helt færdig, troede jeg ikke, at jeg ville blive glad for den. Kanten forneden krøllede hele tiden op, og jeg var vildt irriterende!
Derfor smed jeg simpelthen kjolen i vaskemaskinen (på uldprogram selvfølgelig), glattede den fint ud og lod den tørre liggende, og derefter fik den en tur med strygejernet. OG DET VIRKEDE. Kjolen blev dejlig blød, kanten forneden sidder nu perfekt og hele faldet i kjolen gør, at jeg kommer til at bruge den rigtig meget :-)